Stor skala: Test lab, flydende vindmøller på 20 MW
Et konsortium af DTU Wind, DHI A/S, Siemens-Gamesa Renewable Energy A/S, Stiesdal Offshores, STROMNING og Ørsted alle førende danske aktører etablerer et testlab for flydende vindmøller i 20 MW-klassen. Laboratoriet rummer vind, bølger og en modelvindmølle. Samtidig kobles målingerne direkte til beregningsmodeller i en ’Digital Twin’-løsning. Innovationsfonden investerer 15,3 mio. kr. i projektet.
92 procent af Europas havvindmøller er produceret med rødder i den danske vindindustri. Det næste skridt er flydende vindmølleparker, hvor det forventes at nye projekter frem mod 2030 kommer til at udgøre godt halvdelen af den nuværende kapacitet for bundfaste møller.
De flydende fundamenter skal kunne modstå ekstrembølger og storme, og prisen på dem skal bringes ned. Det stiller nye krav til beregningsmodeller for både møller og fundamenter. Netop her bidrager det nye FloatLab-projekt med at afdække den nye fysik, nedbringe usikkerhederne og validere ingeniørmodellerne, der bruges til mølle og flyder-design.
– FloatLab kommer til at ændre den måde, vi hidtil har kombineret modeller og måledata, fortæller Henrik Bredmose, professor på DTU og leder af projektet. Vi etablerer en direkte kobling mellem måle-setuppet og beregningsmodellerne, så vi i sidste ende kan gøre designprocessen hurtigere og mere præcis.
Laboratoriet placeres hos DHI A/S i Hørsholm, hvor der bygges en ny vindgenerator og en ny skalavindmølle, der kan monteres på skalamodeller af nye flydere.