Største biogasaftale i verden til dato
Med klædelig fynsk beskedenhed skriver Nature Energy i dag på sin nyhedsside: Nature Energy indgår stor og grøn aftale med Shell. Reelt er der tale om, at aftalen er den største indgåede biogasaftale i verden til dato!
Nature Energy og Shells storaftale, hvor Nature Energy sælger biogas til Shell Energy Europe Limited er til dato den største af sin slags i verden og beviser, at biogas er en vigtig del af den grønne omstilling i hele Europa. En af verdens største energivirksomheder Shell investerer i biogas fra en af verdens største producenter af biogas Nature Energy.
Parterne ønsker ikke at offentliggøre den præcise størrelse på aftalen, men oplyser, at aftalen er den største indgåede biogasaftale i verden til dato. – Aftalen er en blåstempling af biogas som en vigtig del af den grønne omstilling, som foregår over hele verden. Vi er stolte over, at en energimastodont som Shell investerer i biogas fra os, siger adm. direktør i Nature Energy, Ole Hvelplund, og fortsætter: – Aftalen er et kommercielt gennembrud for biogas, og aftalen giver os samtidig flere muskler til at realisere nye biogasprojekter. Vi har ambitioner om at bygge flere storskala biogasanlæg i Danmark, Nordamerika og Europa, og her er aftalen med Shell et vigtigt skridt på vejen for Nature Energy, men også for den grønne omstilling, siger Ole Hvelplund.
Nature Energys adm. direktør roser samtidig Shell for at investere i den grønne omstilling.- Vi har i vores dialog med Shell virkelig kunne mærke, at det er vigtigt for dem at bidrage til den grønne omstilling, så derfor er vi heller ikke i tvivl om, at det er det helt rigtige, at vi går sammen om at få mere biogas ud i Europa, siger han.
Shell er glade for aftalen og ser investeringerne i biogas som en del af deres bredere indsats for at levere flere og renere energiløsninger til samfundet. – Vi tror på, at grøn og CO2-neutral biogas er en vigtig del af den grønne omstilling i dag og i fremtiden. Derfor er denne handel også en vigtig del af vores arbejde for at sikre klimavenlige energiløsninger til vores kunder i hele Europa, siger Jonathan McCloy, General Manager hos Shell Energy Europe, og fortsætter: – Vi er meget tilfredse med denne store biogas-aftale, som styrker vores relation til Nature Energy.