Spekulation i fjernvarme?
Man kan ikke uden videre sende en millionregning fra spekulation i elpriser videre til forbrugerne. Det er ifølge EnergiWatch grunden til, at Forsyningstilsynet er gået ind i sagen om syv fjernvarmeselskabers mislykkede spekulation i elpriser gennem det konkursramte selskab Dansk Kraftvarme Kapacitet, der har ført til tab på over 100 mio. kr. Ifølge varmeforsyningsloven kan fjernvarmeselskaber kun indregne ”nødvendige udgifter” i varmepriserne, lyder det fra tilsynet, der har udbedt sig en forklaring fra Silkeborg Varme, som har tabt ca. 70 mio. kr. på spekulationen.
”Forsyningstilsynet er via EnergiWatch den 17. januar 2023 blevet opmærksom på en sag, hvor Silkeborg Varme A/S angiveligt har indgået forlig med konkursboet efter Dansk Kraftvarme Kapacitet A.m.b.a. vedr. betaling til en finansiel aftale relateret til elmarkedsprodukter,” skriver tilsynet 27. januar 2023 i et brev til Silkeborg Varme.
”På den baggrund skal vi herefter anmode om, at i oplyser om baggrunden og vilkårene for den (eller de) omtalte aftale(r) med Dansk Kraftvarme Kapacitet A.m.b.a. samt om, hvorvidt tab er eller forventes indregnet i fjernvarmeprisen,” står der videre i brevet, som EnergiWatch har fået aktindsigt i. Silkeborg Varme bekræfter i et svar til tilsynet, at fjernvarmeforbrugerne kommer til at betale prisen for spekulationen i Dansk Kraftvarme Kapacitet (DKVK) over deres varmeregning.
– Det kan oplyses, at Silkeborg Varme mener at være berettiget til at dække tabet som følge af den senest indgåede aftale med DKVK – som nedsat i overensstemmelse med forligsaftalen – ved indregning i varmepriserne, skriver selskabets advokat i svaret til tilsynet.