SMART ENERGI FRA SPILDEVAND
SMART ENERGI – Varme fra spildevand skal opvarme 3500 boliger
En ny varmepumpe som det fælleskommunale forsyningsselskab Fors har sat op på renseanlægget på Bjergmarken i Roskilde, skal suge varme ud af det færdigrensede spildevand, inden spildevandet ledes ud i Roskilde Fjord.
Pumpen sikrer, at 14 procent af den samlede mængde fjernvarme i Roskilde bliver endnu grønnere og samtidig er lokalt produceret af et produkt, som hidtil blot var gået tabt. Det skriver SN.dk. – Med vores nye varmepumpe kan vi udnytte en værdifuld ressource, som hidtil blot er gået til spilde, siger produktionsdirektør i Fors A/S, Henrik Correll.
Bjergmarken Renseanlæg håndterer spildevand fra cirka 50.000 kunder. Når varmen er suget ud af det færdigrensede spildevand bliver det ført fra renseanlægget til Møllehusvej, hvor varmen bliver sendt videre ud i det eksisterende fjernvarmenet. – Det er klimavenligt at udnytte alle ressourcer i et restprodukt som spildevand, og vi er meget tilfredse med, at vi på denne måde i bogstaveligste forstand undgår at sende et værdifuldt aktiv ud med spildevandet, siger Henrik Correll til SN.dk.