Smart-by løsninger
Ny rapport: Growing Smart Cities in Denmark – Digital Solutions for Better Urban Environments and National Prosperity. Rapporten er udarbejdet af det internationale konsulenthus Arup i samarbejde med danske CEDI og er netop offentliggjort på en smart city-konference.
Det er Invest in Denmark under Udenrigsministeriet, der har taget initiativ til analysen, og udenrigsminister Kristian Jensen siger: – Der er behov for en national strategi for smarte by-løsninger for at sikre en målrettet og systematisk indsats på nationalt, regionalt og kommunalt niveau. Så kan vi indfri potentialet. Det kan vi, fordi vi i Danmark er rigtigt gode til at udnytte ny teknologi i indretningen af moderne byer. Til gavn for mennesker og miljø.
Kristian Jensen og uddyber: – Danmark er allerede langt fremme i forhold til at koble trafik, affald, energi, ja selv ældrepleje op på nettet. Så det passer til borgernes behov. Det kan vi bruge som afsæt for et nyt eksporteventyr og som en løftestang for at tiltrække flere udenlandske investeringer.
Smart city dækker over den globale tendens til at udnytte ny teknologi, it og data i indretningen af moderne byer og samfund, der er effektive, bæredygtige og gode at leve i. Det anslås, at det globale marked for smarte by-løsninger vil være på ikke mindre end 1300 milliarder dollars, eller cirka 8900 milliarder kroner.