Regel- og bureaukrati-stop, tak!
En lang række nye regler, administration og bureaukrati, der gør det sværere og skaber yderligere usikkerhed for de selskaber, der skal levere mere fart og tempo i den grønne omstilling. Tag for eksempel udgivelsen af den kommenterede varmeforsyningslov, der for 20 år siden fyldte 300 sider, og som nu fylder det tre dobbelte, skriver Dansk Fjernvarme, der holder årsmøde i en pressemeddelelse. – I Danmark har vi en tendens til, at hver gang vi forsøger at fjerne en regel eller en bureaukratisk lov, så gør vi det med en pincet og med kirurgisk præcision, hvorimod der bruges en skovl, når der skal indføres nye regler, siger foreningens formand Jesper Frost Rasmussen og understreger: – Der skal være et regel- og bureaukrati-stop, der skal fjerne enhver usikkerhed og ekstra administration for selskaberne, og så skal vil en kommission foretage et granskningsarbejde i vores eksisterende regeljungle, for at der kan blive ryddet op.
Konkret foreslog formanden allerede på talerstolen, at en række regler skal ophøre, fordi de hører fortiden til. – For min skyld kan man godt fjerne den omstændelige proces med projektgodkendelse for fjernvarmeprojekter i de områder, der er udlagt til fjernvarmeområder i kommunernes varmeplaner. Man kan også stoppe arbejdet med bureaukratiske prisloft på brug af overskudsvarme, og i stedet lade selskaberne og virksomhederne få større frihed til at aftale prisen, siger Jesper Frost Rasmussen og fortsætter: – Samtidig bør man fjerne de begrænsninger, der er for de kommunale selskaber i at investere og medvirke i CO2 fangst og PtX-projekter. Det samme gælder for regler, der begrænser selskabernes muligheder for at agere uden for det eksisterende og rørforbundne fjernvarmeområde, f.eks. landsbysamfund og nabokommuner.