LÆGGER BILLET IND PÅ ENERGIØ

Energigiganten Ørsted bekendtgør nu i Børsen, at de sammen med pensionsgiganten ATP vil lægge billet ind på at opføre den inddæmmede energiø i Nordsøen.

Dette sker selvom Ørsted tidligere har udtrykt bekymring for, at de tekniske udfordringer med opførelsen af energiøen kunne blive så risikable, at opførelsen af energiøen kunne blive “havvindens IC4-sag”.

– Vi mener, at energi-øer fundamentalt er en god idé. Det er en hjørnesten i at accelerere havvind og power-to-x i Danmark, men også i at udnytte de kæmpestore havvindressourcer Danmark har i Nordsøen og hjælpe hele Europa med dekarboniseringen. Det spiller utroligt stærkt til os. Både Ørsted og ATP. Sådan lyder meldingen fra Mads Nipper, adm. direktør for Ørsted

De to selskaber vil derfor byde ind med et betydeligt milliardbeløb i udbudsrunden, der ventes at blive afholdt næste år. Hverken Ørsted eller ATP vil løfte sløret for meget for deres konkrete planer, men siger, at de udforsker, hvordan grønne brændsler og power-to-x bedst kan tænkes ind i energi-øen.

Ligeledes er det de to parters ambition, at øens første fase skal stå klar tidligere end 2033, som ellers er den officielle tidshorisont.

Den skematiske illustration er fra Energistyrelsen og giver et billede af nogle af de funktioner, som en kunstigt, inddæmmet energiø på 3 GW  i Nordsøen eventuelt vil kunne rumme. Øens omfang, udseende og de præcise funktioner er ikke fastlagt endnu.

Del dette med dit netværk: