Konsulent-rapporter kan føre til tvivlsom politik
Fejlagtige konsulent-rapporter fører til tvivlsom politik. Brugen af konsulenter i forsyningssektoren har medført politiske beslutninger, der i høj grad vil afvikle en ellers succesfuld sektor, sådan skriver vicedirektør Kim Behnke, Dansk Fjernvarme i et indlæg.
– Det er klart, at når man beder konsulenter og økonomer om svar på samfundsudfordringer, så får man også svar, hvor løsningen alene er fikseret på den økonomiske bundlinje. Men i forsyningssektoren leverer vi meget andet end en billig forsyning og skatter og afgifter til staten.
I forsyningssektoren oplevede vi, hvordan konsulenter på Finansmnisteriets bestilling fik 3 måneder til at udregne besparelsespotentialet indenfor el, gas, spildevand, affald og varme. Fejl, på fejl, på fejl prægede konsulentarbejdet, lyder udmeldingen.
Konkret nåede konsulenter alene at besøge ét selskab ud af 400. På den baggrund og på baggrund af flere teoretiske betragtninger regnede de sig herefter frem til et besparelsespotentiale indenfor fjernvarmesektoren på 2,3 mia. kr. i 2025.
Når vi gik til politikerne med vores bekymring, lød svaret, at det stod embedsværket på mål for, og de sagde, at det var grundigt arbejde. Når vi gik til embedsværket, lød det, at det var konsulenternes rapport, og vi derfor skulle stille vores spørgsmål til dem. Når vi så gik til konsulenterne lød svaret, at de var omfattet af kunde-klient forholdet, og derfor ikke måtte svare på spørgsmål.
Så var ringen ligesom sluttet og beslutningen truffet – og tilbage står, at der nu træffes politiske beslutningerne, der er helt afgørende for udviklingen af vores sektor, på baggrund af en helt igennem fejlagtig rapport, der aldrig er blevet taget kritisk stilling til.
Det er klart, at offentlige myndighederne skal kunne trække på eksterne konsulenter, når enten de ikke selv råder over de nødvendige faglige kompetencer eller har de nødvendige antal ressourcer til rådighed.
Men det betyder ikke, at vi som samfund efterfølgende ikke må være kritiske overfor deres arbejde, slutter Kim Behnke.