Kolding tanker grønnere
Kommunale lastbiler tanker grønnere brændstof. Flere biler og lastbiler er begyndt at køre på biodiesel af typen HVO. Kolding Kommune vil omstille sin vognpark til mest mulig klimavenlig kørsel, og med det nye brændstof er det forventet, at maskinerne reducerer deres CO2-udledning med 70 %. Troels Kühne Johansen er en af de chauffører i Kolding Kommune, som i løbet af sommeren er begyndt at tanke HVO biodiesel på sin lastbil, en såkaldt krogbil. – Når krogbilen er max læsset, kører den 2,5 kilometer på literen. Så den sluger noget brændstof. Derfor er det også fedt, at vi nu tanker biodiesel, så vi kan gøre noget for miljøet. Og jeg er præcist lige så godt kørende som førhen. Jeg mærker overhovedet ikke nogen forskel, forklarer Troels, imens han gør klar til at fylde biodiesel på krogbilen, der kan rumme 275 liter i tanken.
Biodiesel er lavet på affaldsprodukter. I HVO biodiesel (HVO står for Hydrogeniseret Vegetabilsk Olie) er olien brintbehandlet, så den opnår de samme egenskaber som det klassiske, fossile dieselbrændstof, kommunens lastbiler normalt har haft i tanken.
Der er dog den forskel, at biodiesel kommer fra affaldsprodukter, fx fra fødevareindustrien. Biodiesel er lugtfri, og så reducerer brændstoffet også udledningen af CO2 med op til 70-90 % sammenlignet med konventionel diesel. Prismæssigt er der også forskel på de to typer brændstof, for biodiesel er cirka 50 procent dyrere.
STORT. – Det er ret stort, at vi skifter brændstof, siger Jakob Ville, udvalgsformand for Plan og Teknik i Kolding Kommune. Han fortsætter:- Luftforureningen fra kommunens køretøjer bliver markant mindre, og det kommer både borgere, miljøet og de medarbejdere, der har deres hverdag med maskinerne, til gavn. Det koster noget ekstra at tanke bilerne, men den grønne omstilling er ikke gratis. Når det så er sagt, så ser vi også biodiesel som et overgangsbrændstof. Om fem-ti år er vi sikkert rykket videre til elektriske køretøjer i hele kommunen. Men lige nu er markedet for ellastbiler ikke modent til vores behov. Ellastbiler kan bære mindre vægt, og de har en kortere rækkevidde end vores nuværende lastbiler. Det ville betyde, at vi skulle indkøbe flere køretøjer for at holde trit med de tonsvis af genanvendelige materialer, vi i øjeblikket kører videre til aftagerne hver dag. Derfor har vi valgt at omlægge til biodiesel, fordi det er det bedste alternativ til andet drivmiddel, der kan leveres i dag, forklarer Jakob Ville.