Grøn erhvervspakke
Afgiften på el til varmepumper halveres, 140 mio. kr. til støtte af biobrændstoffer og pensionsselskabernes CO2-aftryk skal afdækkes. Det sker som led i erhvervspakke fra regeringen.
Regeringen landede i går aftes en bred aftale med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre om erhvervs- og iværksætterpakken ’Sammen om fremtidens virksomheder’. – Det er en virkelig stærk aftale med klare grønne aftryk. Elafgiften til varme halveres, produktion af biobrændstoffer får økonomisk opbakning, og pensionsselskabernes klimaaftryk skal frem i lyset, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
Billig og klimavenlig varme. Med aftalen nedsættes elvarmeafgiften i første omgang med 10 øre/kWh d. 1. januar 2019. Aftaleparterne er desuden blevet enige om at anvende midler fra Grøn Klimapulje til yderligere nedsættelse af elvarmeafgiften i 2019 og 2020 med henholdsvis 5 øre/kWh og 10 øre/kWh. Det vil samlet set betyde en halvering af elafgiften til opvarmning i 2020. Det forudsættes dog, at der kan opnås tilslutning blandt partierne bag aftalen om afskaffelse af PSO-afgiften. – Nedsættelsen af elvarmeafgiften er jeg særligt glad for. Det er en håndsrækning til husholdninger og virksomheder, som ikke har adgang til den kollektive varmeforsyning. Og så kan nedsættelsen være med til at bane vejen for flere store varmepumper i fjernvarmen og dermed et farvel til fossile brændsler. Det er da win win for klimaet og for forbrugerne, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
En lavere elvarmeafgift er også positiv for de overskudsvarmeprojekter, der er afhængige af en varmepumpe for at kunne udnytte overskudsvarmen. Aftalen er dermed et vigtigt skridt mod endnu bedre udnyttelse af varme, der ellers ville gå tabt.
Grønne brændstoffer støttes. Som led i aftalen er der desuden afsat 140 mio. kr. til en pulje til støtte af produktion af 2.g. bioethanol. Pengene bliver fordelt ligeligt over en syvårig periode fra 2019. Den endelige udformning af puljen og tildelingskriterierne skal i den kommende tid forhandles på plads. Sidste år vedtog regeringen et nationalt iblandingskrav for avancerede biobrændstoffer på 0,9 pct., som skal tilsættes brændstof til transport fra 2020. Med den netop indgåede aftale bliver iblandingskravet suppleret med støtte til produktion.
Pensionsselskaberne. Regeringen vil arbejde for øget gennemsigtighed i investeringer fra pensionsselskaberne og ATP, herunder hvordan selskaberne i højere grad kan afrapportere om grønne fodaftrykog om deres bidrag til realisering af FN’s verdensmål.