MILJØDEKLARERET VARME

Miljødeklaration for fjernvarmen i Høje-Taastrup er klar: Kunderne i Høje Taastrup Fjernvarme udleder i gennemsnit 54,5 kg CO2 pr. 1 MWh forbrug. Selskabet har allerede mere end opfyldt klimaaftalens mål om 70 procent reduktion i 2030 i forhold til 1990.

– Deklarationen er udarbejdet af VEKS, som er vores helt store leverandør af varme. Her fremgår det, at vi i 2020 udledte 54,5 kg CO2 (kuldioxid) for hver 1 Megawatt-time fjernvarme. Det er måske svært at forholde sig til sådan et tal, men jeg kan oplyse, at for naturgaskunder er den tilsvarende måling over 200 kg. Sådan siger Astrid Birnbaum, direktør for Høje Taastrup Fjernvarme.

– Jeg ved, at flere af vores virksomhedskunder har ventet på den nye miljødeklaration for at kunne dokumentere, at de anvender en bæredygtig energi. Deklarationen kan downloades fra vores hjemmeside, under menupunktet Fjernvarmeinfo, oplyser direktøren.

2030-krav er indfriet. Den mængde CO2, der udledes fra fjernvarme, har været konstant faldende i flere år. For Høje Taastrup Fjernvarmes vedkommende er mængden reduceret med mere end 75% siden 1990. Selskabet har allerede nu mere end nået det mål, der blev sat i Klimaaftalen juni 2020.

Høje Taastrup Fjernvarme er en del af det store fjernvarmesystem i hovedstadsområdet. Energien kommer primært fra kraftvarmeværker, der producerer el og varme på bæredygtig biomasse.  CO2-udledningen tog yderligere i dyk i 2020, fordi den nye blok 4 på Amagerværket, der bruger biomasse, var i drift hele året – i modsætning til 2019. Dermed kunne den gamle blok 3, der er baseret på kul, nøjes med at være i drift i første kvartal. Foruden kraftvarmeværkerne er affaldsforbrænding også en energikilde for fjernvarmen. Og i Høje Taastrup er der yderligere en række lokale anlæg, blandt andet fra overskudsvarme fra Nordeas datacenter, fra grundvand og fra solvarmeanlæg i Fløng.

I Høje-Taastrup Kommune dækker fjernvarmen cirka 70 procent af varmeforbruget.

Del dette med dit netværk: