Aalborg – nyt grønt energi testcenter
Norbis Park er et nyt grønt testcenter, som Aalborg Forsyning står bag, og hvor nye, grønne teknologier kan udvikles og afprøves. Nærheden til grøn el- og varmeproduktion og CO2-holdig spildgas giver gode betingelser for at udnytte ressourcer, der ellers ville gå til spilde.
Aalborg Forsyning har netop taget en ny såkaldt heatcube i brug på Norbis Park, som tidligere var kendt som Nordjyllandsværket. Anlægget er den første af sin slags og absorberer strøm fra elnettet, lagrer termisk energi i smeltet salt og leverer så varme til fjernvarmesystemet, hvilket gør sol og vind til et godt alternativ til fossile brændsler til fjernvarme.
Heatcuben er et termisk lagringssystem med en lagerkapacitet på 18 MWh og en udledningskapacitet på 4 MW. Det er leveret af Kyoto Group, der har hovedkvarter i Oslo. – Vi har haft et rigtig godt og lærerigt samarbejde med Kyoto Group, og det er et godt eksempel på, hvad vi vil med vores nye testcenter – at udvikle og demonstrere nye, banebrydende og grønne teknologier i samarbejde med virksomheder, forskere og myndigheder, siger Søren Gais Kjeldsen, adm. direktør i Aalborg Forsyning.