Digitalisering – et vækstvilkår
Digitalisering er blevet et væsentligt vækstvilkår
Redegørelse om vækst og konkurrenceevne 2017 viser, at Danmark fortsat er udfordret af lav produktivitet og lave erhvervsinvesteringer. Redegørelsen viser også, at de mest digitale virksomheder er de mest produktive, hvilket ifølge erhvervsminister Brian Mikkelsen understreger behovet for et skarpt digitalt fokus i danske virksomheder.
Det går fremad med den danske vækst – men i et historisk perspektiv ligger væksten fortsat på et lavt niveau. Det samme gør sig gældende for produktivitet og lave erhvervsinvesteringer ifølge Redegørelse om vækst og konkurrenceevne 2017, der offentliggøres i dag.
GLOBALISERING & TEKNOLOGI. Samtidig peger redegørelsen på, at globaliseringen og den teknologiske udvikling stiller nye krav til danske virksomheder. I år indeholder redegørelsen et særligt tema om digitalisering og vækst, der viser, at de mest digitale virksomheder er de mest produktive. I de mest digitaliserede virksomheder skaber hver medarbejder gennemsnitligt værdi for 730.000 kr. – det er 135.000 kr. mere end hver ansat i de mindst digitaliserede virksomheder.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen: – Redegørelse om vækst og konkurrenceevne understreger behovet for vedholdende fokus på gode vækst- og konkurrencevilkår for danske virksomheder, hvilket er en mærkesag for regeringen. Samtidig ser vi, at digitalisering og ny teknologi spiller en rolle, og der er brug for et skarpt digitalt fokus i de kommende år, fordi teknologien bliver afgørende for at løfte vores produktivitet og vækst. Her skal vi have banet vej for, at virksomhederne øger investeringerne i ny teknologi.
Redegørelsen om vækst og konkurrenceevne er regeringens årlige eftersyn af Danmarks strukturelle og langsigtede vækst- og konkurrencevilkår.