DI Digital: “Gå efter ”moonshot”
Af: Cand. Merc. Jesper Baadsgaard
Det er altafgørende at sætte høje ambitioner for den digitale udvikling, lyder det fra virksomheden Thürmer Tools, der har valgt at satse på 3D-print.
Det går ikke at tænke i digitale fremskridt og kun sætte næsen op efter en 10 procents vækst. Man skal i stedet tænke i tidobling – eller sagt på en anden måde; man skal gå efter et ”moonshot”, som da USA’s præsident John. F. Kennedy i 1962 proklamerede, at man ville sætte en mand på Månen inden 1970.
Sådan lyder budskabet fra en række virksomheder og DI Digital, der holdt årsdagen under temaet ”digitale moonshots”. Blandt oplægsholderne var Erick Thürmer, adm. direktør i Thürmer Tools, der producerer værktøj såsom specialbor og gevind. Erick Thürmer har de seneste år har arbejdet med at reformere virksomheden drastisk ved at gå væk fa traditionel produktion til at satse på 3D-print.
– Mit ”moonshot” er, at vi om to til fem år skal være verdens mest betydningsfulde virksomhed, når det kommer til at lave huller, siger Erick Thürmer med henvisning til de specialbor, virksomheden producerer for blandt andet bil- og skibsfartsindustrien.
Et forretningsområde, der er mange milliarder kroner i, når man tænker på, hvor mange huller der skal bores i et skibs stålkonstruktion eller en bils karrosseri. – Vi er på et punkt nu, hvor udviklingen foregår eksponentielt. De næste 18 måneder vil verden udvikle sig mere digitalt, end den har gjort de seneste 300 år. Derfor er det altafgørende at tænke i ”moonshots”, hvis man skal følge med i udviklingen, siger Erick Thürmer.
Adam Lebech, branchedirektør for DI Digital, håber, Thürmer Tools og de øvrige virksomheder kan virke som forbillede for andre virksomheder, der har brug for at løfte den digitale målsætning. – Da John F. Kennedy sagde, han ville sætte en mand på Månen, var man nødt til at tænke i helt nye baner og skabe en enorm kraftpræstation. Den inspiration har vi taget op, for det går ikke at satse på lidt mere – der skal sættes ekstremt høje ambitioner, siger Adam Lebech. Han roser Thürmer Tools for at turde tænke i helt nye baner.
– Thürmer Tools har valgt at tænke anderledes omkring hvordan udviklingen kommer til at ske. Virksomheden har ikke bare fokuseret på en lidt mere effektiv produktion, men i stedet på hvordan fremtidens produktion ser ud, og hvordan den så vinder på det. Det er god inspiration til andre virksomheder, mener han.
–I forbindelse med DI’s Digitaliseringsindsats vil DI i den nærmeste fremtid komme med en række bud på yderst ambitiøse mål for den digitale udvikling i Danmark. Og det er der brug for, hvis Danmark skal følge med i udviklingen, forklarer Adam Lebech og fortsætter: – Der har været talt meget om digital disruption, og at virksomhederne skal handle for at følge med i udviklingen. Nu sætter vi fokus på, at virksomhederne kommer i gang og anvender digitalisering for at nå ekstremt ambitiøse målsætninger – som for eksempel at tidoble væksten.