Datakommunikation for 732 mio. kroner
SKI er klar med et af årets helt store udbud. Det handler om levering af løsninger til datakommunikation til staten og kommunerne for helt op mod 732 millioner kroner over syv år.
Den 1. oktober træder SKI’s nye aftale om datakommunikation/WAN i kraft. Aftalen skal foruden alle statslige organisationer anvendes af de 48 kommuner og øvrige offentlige organisationer, der har valgt at tilslutte sig. Nu kan potentielle leverandører byde ind på SKI’s nye, store udbud på datakommunikation, hvor der er flere muligheder for at blive leverandør på aftalen.
Christian Lunding, udbudsdirektør i SKI: – Der er tale om en stor, attraktiv aftale, der bl.a. skal sikre kommunens institutioner og landets forsyningsselskaber stabile og sikre forbindelser. Og for at understøtte effektiv konkurrence og gode priser har vi valgt at opdele aftalen i fire delaftaler, hvor både større, etablerede leverandører og mindre energiselskaber har mulighed for at byde ind.
50.46 Datakommunikation/WAN kommer til at favne hele staten og de 48 kommuner og to øvrige offentlige organisationer, der er tilsluttet aftalen.
De fire delaftaler er opdelt geografisk:
- Delaftale 1 – Staten og Region Hovedstaden
- Delaftale 2 – Region Sjælland
- Delaftale 3 – Region Syddanmark
- Delaftale 4 – Region Midt- og Nordjylland
Aftalen har en varighed på fem år med mulighed for at forlænge to gange med optioner af et års varighed. Der tildeles én leverandør per delaftale og pris vægter 70 pct., mens kvalitet vægter 30 pct.
SKI forventer at kunne tildele kontrakterne medio august 2021, og aftalen træder efter planen i kraft den 1. oktober 2021.
Du kan læse mere om 50.46 Datakommunikation/WAN på udbudssiden.