CO2-fangst på Amagerværket – spild af penge og kostbar tid?
Planerne om et CCS-anlæg på Amagerværket vil tidligst blive klimapositivt om 30 år og er spild af penge og dyrebar tid. Det mener Rådet for Grøn Omstilling.
Baggrunden er, at Borgerrepræsentationen i København har besluttet at lade HOFOR bruge 50 mio. kr. til et CCS-anlæg på Amagerværket for at sikre København bliver klimapositiv kommune i 2035. HOFOR skal bruge pengene til at deltage i det kommende CCS-udbud, hvor regeringen iflg. et bredt politisk forlig planlægger at bruge op mod 27 mia. Kr. til at fange og lagre CO2. CCS-anlægget skal fange CO2 fra Amagerværkets skorsten, og denne CO2 skal senere lagres permanent i undergrunden.
Det er spild af skatteborgernes og varmeforbrugernes penge at lave et CCS-anlæg på det træfyrede Amagerværk, mener Rådet for Grøn Omstilling. – Varmepumper drevet af el fra sol og vind giver mere klimavenlig og formentlig også billigere varmeforsyning på sigt. Og et CCS-anlæg på Amagerværket vil tidligst blive klimapositivt om 30 år. Sådan siger seniorkonsulent i Rådet for Grøn Omstilling, Erik Tang. – CO2-fangst på træbaseret kraftvarme ligner Ebberød Bank, siger han.
Rådet for Grøn Omstilling ser allerhelst, at regering og forligspartier tager en tænkepause, før der bruges yderligere støttemidler på CCS. Det er stadig en dyr og umoden teknologi, der desuden er meget energikrævende. Tiden bør bruges til at studere reglerne for LULUCF- og klimaregnskaber. Og CCS-midlerne kan med fordel bruges til at udskifte klimaskadelig træenergi med sol, vind og varmepumper, som vil give en langt større klimaeffekt for færre penge, men erkender, at der er et bredt politisk flertal bag CCS-satsningen. – Hvis politikerne absolut vil have CO2-fangst nu, vil det være langt bedre for klimaet, hvis man dropper CO2-fangsten på det træfyrede Amagerværk og i stedet rykker nogle få hundrede meter til det affaldsfyrede forbrændingsanlæg ARC eller en anden affaldsforbrænding. Her vil et CCS-anlæg fange både fossil CO2 fra plastik og biogent CO2 fra mad- og papir-affald. Samlet set vil det give en betydelig større klimagevinst, fordi affaldet indtil videre vil blive brændt og CO2 udledt under alle omstændigheder, siger Erik Tang.