SKI melder 02.15 genudbuds-klar

Kravene er skærpet, når SKI åbner for prækvalifikation til den kommende rammeaftale 02.15 om it-rådgivning.

Udbudsmaterialet for den kommende SKI-aftale er offentliggjort. Dermed kan leverandører nu ansøge om at prækvalificere sig til konkurrencen om at blive leverandør af it-rådgivning til det offentlige.

For at være med i konkurrencen om at blive prækvalificeret som leverandør på aftalen skal den enkelte virksomhed leve op til en række krav. Kan den enkelte virksomhed ikke selv leve op til kravene, har den flere muligheder. – Mange virksomheder vil ansøge om at blive prækvalificeret, og konkurrencen bliver hård. Kan en virksomhed ikke selv leve op til kravene, giver udbudsretten flere muligheder for at styrke sine muligheder. Enten kan virksomheden gå sammen med andre i et konsortium, eller også kan virksomheden støtte sig op af en anden virksomhed. Det kan være et godt alternativ for en lille virksomhed, som fx er specialiseret inden for èt af aftalens ydelsesområder, fortæller Christian Lunding, Udbudsdirektør i SKI.

Kravene til at være med i konkurrencen er defineret i udbudsbekendtgørelsen, som er offentliggjort sammen med udbudsmaterialet.

Når leverandørerne anmoder om at blive prækvalificeret, skal de redegøre for deres erfaring inden for aftalens ydelsesområder. Det skal de gøre med udgangspunkt i konkrete opgaver, de tidligere har løst for specifikke kunder. SKI har mulighed for at få verificeret referencernes rigtighed i form af både en tro-og loveerklæring fra leverandøren og en erklæring fra den pågældende kunde.

Del dette med dit netværk: