Grønne byer stopper
Fremtidens miljøarbejde har fokus på projektudvikling i stor skala. Det kræver en større platform end Green Cities, og medlemskommunerne indstiller derfor til deres byråd at slutte den formelle del af samarbejdet. Konsekvensen er, at Green Cities ophører ved årets udgang.
Green Cities har været en solid fælles ramme for at sætte ambitiøse mål inden for bæredygtighed. De mål vil kommunerne fortsat arbejde med, og miljøambitionerne i medlemskommunerne er ikke blevet mindre. Det fastslår Birgitte Kragh, formand for Green Cities og miljøudvalget i Kolding Kommune. Hun understreger samtidig, at der fortsat er grobund for samarbejde medlemskommunerne i mellem.- Vi har haft et fantastisk samarbejde i kommunerne både på politisk niveau og blandt fagmedarbejderne. Vores relationer er så stærke, at vi fortsat helt naturligt vil lave projekter sammen i fremtiden, der hvor det giver størst mening for borgerne og virksomhederne, siger Birgitte Kragh.
Green Cities blev dannet tilbage ved årtusindeskiftet på et tidspunkt, hvor den bæredygtige dagsorden ikke for alvor var slået i gennem. Det handlede især om at forankre arbejdet med miljø og bæredygtighed i kommunernes drift og udvikling, og det er i høj grad lykkedes i medlemskommunerne. -Green Cities har været en vigtig miljøpolitisk platform, hvor vi har opbygget viden, som vi har brugt til at udfordre og påvirke rammebetingelserne for miljøambitiøse kommuner. Vi har haft flere møder med ministre inden for miljø, klima og energi og senest med formanden for FN’s generalforsamling Mogens Lykketoft. Det har været utrolig givende, og positivt og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg kommer til at savne denne del af samarbejdet, siger Birgitte Kragh.
Blandt Green Cities mest markante resultater er Carbon20-projektet, hvor 119 virksomheder over en treårig periode i gennemsnit sparede 21,5 % CO2 gennem et klimapartnerskab med deres kommune. Et andet markant EU-projekt var Dogme Life, der resulterede i en model for kommunal miljøledelse og –samarbejde. Gennem tiden har Green Cities ligeledes haft et stort fokus på grønne indkøb.