Region Nord sundhedsdirektør
Den nye direktør kommer fra en stilling som centerchef på Aarhus Universitetshospital i Region Midtjylland og tiltræder i begyndelsen af juli.
– Anne Bukh har en særdeles stærk lægefaglig indsigt i sundhedsområdet, og samtidig har hun erfaring med succesfuldt at lede et stort center, der alene i økonomi og personale svarer til et større sygehus. Herudover har Anne Bukh markeret sig i en række andre professionelle sammenhænge, så vi er sikre på, at vi har fundet den helt rette person til en nøglepost i det nordjyske sundhedsvæsen, siger regionsdirektør Svend Særkjær.
– Vi står lige nu i en situation, hvor vi i regionen skal udvikle de nordjyske hospitaler på baggrund af nye nationale mål for sundhedsvæsenet og regionale politiske mål. Det kræver et skarpt fokus på såvel de overordnede strategier som evnen til at omsætte dem i målbare resultater inden for ventetider, patienttilfredshed og kvalitet. Her har Anne Bukh en særlig styrke, siger Svend Særkjær.
Stillingen som direktør med ansvar for sundhedsområdet blev ledig, da Jens Winther Jensens stoppede i Region Nordjylland tidligere på året.