BÆREDYGTIGE OFFENTLIGE INDKØB

En ny analyse af Dansk Erhverv viser, at hvert andet af vores medlemmer i Dansk Erhverv, som handler med det offentlige, efterspørger krav om CO2-reduktioner, når det offentlige køber ind. Sådan skriver Morten Jung, Markedschef i Dansk Erhverv – og fortsætter:

For 415 milliarder kroner er det offentlige en enorm indkøbsmuskel. Det er nok lidt en kliche at bruge storebæltsbroer som målestok, men 415 milliarder kroner svarer til 19 storebæltsbroer – om året! Hvis vi for alvor skal sætte handling bag klimaintentionerne, så handler det også om at aktivere den offentlige indkøbsmuskel. Det kan man f.eks. gøre ved at fastsætte et bindende reduktionsmål for CO2 i offentlige indkøb, som Dansk Erhverv har foreslået og arbejdet for i flere år efterhånden.

En ny analyse blandt Dansk Erhvervs medlemmer viser, at det ikke er erhvervslivet, der nøler med handlingen eller klimaambitionerne. Lige nu er det dog baseret på frivillighed, om der sættes krav om CO2-reduktion i udbudsmaterialet. Og som Katrine Forsberg, administrerende direktør i Atea siger: ”Det kommer man kun et stykke med”.

Men i Dansk Erhverv vil vi gerne helt i mål og gerne i den grønne førertrøje. Derfor er vi helt enige med vores medlemmer og med Katrine Forsberg fra Atea: ”Hvis vi virkelig skal være ambitiøse, skal der være en bindende mål for, hvor meget bæredygtighed fylder i de offentlige udbud”. Læs artikel i Børsen: https://borsen.dk/nyheder/baeredygtig/virksomheder-efterlyser-co2-krav-i-offentlige-udbud

Del dette med dit netværk: