Teknologi sikrer øget tryghed
Øget tryghed for ældre borgere i eget hjem. Mere tid blandt medarbejdere i hjemmeplejen. Ved at gå sammen om den nye teknologi og med centraliseret respons, skal samarbejdet føre til nye løsninger, som kan øge trygheden for borgere i eget hjem og frigive tid blandt medarbejdere i hjemmeplejen. Sådan lyder målet for et landsdækkende samarbejde, som Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) i marts lancerede sammen med Danish Life Science Cluster og Aabenraa Kommune.
Nu tilslutter Tønder, Sønderborg, Ærø, Ringkøbing-Skjern, Favrskov og Vesthimmerlands kommuner sig skaleringsprocessen, der skal frigive ressourcer i hjemmeplejen.
Torben Lindbæk-Larsen, fagchef i Pleje og Omsorg, Tønder Kommune: – I Tønder Kommune ønsker vi at øge trygheden for ældre borgere i eget hjem, og vi kan se store muligheder i forhold til at omlægge vores arbejdsgange i ældreplejen – særligt når vi taler nødkald og monitorering. For os giver det god mening at gå sammen med CO-PI og andre kommuner om at kortlægge vores fælles behov og gå i dialog med private virksomheder, så vi kan få udviklet de nødvendige, nye løsninger, der er behov for. Vi glæder os til at deltage i skaleringsprocessen.
Klaus Liestmann, direktør for Omsorg og Udvikling, Sønderborg Kommune: – Sønderborg Kommune omfavner digitale og velfærdsteknologiske løsninger, der hvor det giver mulighed for at styrke borgernes selvbestemmelse og vi kan frisætte kommunens ressourcer til relationel velfærd. Med øget brug af teknologier skaber vi attraktive arbejdspladser, hvor vi spiller hinanden gode, og vi samarbejder om de gode beslutninger ind i fællesskaber med borger og civilsamfund. Vi glæder os til at deltage i skaleringsprocessen og er spændte på at se, hvilke løsninger vi sammen finder frem til.
Jens Erik Damgaard, formand for Social- og Sundhedsudvalget, Ringkøbing-Skjern Kommune: – Det er afgørende, at vores ældre borgere kan være trygge i deres hjem – det kan et nødkald i dén grad være med til at sikre. Nogen bruger nødkaldet, hvis de føler sig ensomme, og det er ikke optimalt. Derfor er vi interesserede i at se, hvilke andre løsninger der også findes. Vi har brug for løsninger, der kan supplere det nødkald, vi har i dag, og som samtidig kan sikre, at nødkaldet bliver brugt til akutte opkald, som det er beregnet til.”