Ny kommunaldirektør

Jens Peter Hegelund Jensen, har siden januar 2016 stået i spidsen for ALBOA og var inden da i mere end 10 år del af direktionen i Silkeborg Kommune. Han er uddannet cand.scient.adm. fra Aalborg universitet i 1995.

Den kommende kommunaldirektør har tidligere arbejdet med direktørområderne Handicap og Psykiatri, Sundhed og Omsorg, Teknik og Miljø samt Job og Borgerservice i Silkeborg Kommune. Inden da var han direktør i tidligere Rosenholm Kommune og kontorchef i Gentofte Kommune. – Jens Peter Hegelund Jensen bliver en erfaren og kvalificeret kommunaldirektør, der kender den kommunalpolitiske hverdag indefra. Han har fokus på og blik for vores erhvervsmæssige styrker og udfordringer og for videreudvikling af de kommunale kerneopgaver. Jeg er overbevist om, at han er den helt rette til at stå i spidsen for blandt andet vores dagsorden om samskabelse i tæt samarbejde med borgere og erhvervsliv, siger borgmester Iver Enevoldsen.

Jens Peter Hegelund Jensen tiltræder den 1. december 2016, og den nye kommunaldirektør ser frem til at begynde i sit nye job.

Del dette med dit netværk: