Farvel til Næstved

Næstved Kommunes kommunaldirektør Tomas Therkildsen har fået nyt job. Fra 1. april sætter han sig i direktørstolen hos Djøf, som er en faglig organisation for 90.000 jurister, erhvervsøkonomer og samfundsvidenskabelige kandidater.

– Jeg har været meget glad for at være kommunaldirektør i Næstved Kommune, som jeg tror har et stort potentiale for udvikling i de kommende år, som jeg gerne ville have været med til at realisere. Men stillingen som administrerende direktør i Djøf er en stor mulighed for mig personligt, som jeg nu ser frem til, udtaler Tomas Therkildsen.

Den ledige stilling som kommunaldirektør i Næstved Kommune bliver slået op hurtigst muligt, så den nye direktør kan overtage posten allerede den 1. april. Det giver den nye kommunaldirektør mulighed for at være med til at ansætte de to andre direktører i Næstved Kommunes direktion, som skal overtage direktørposterne efter Bruno Lind og Per B. Christensen, der tidligere har annonceret deres afgang til sommer.

Tomas Therkildsen er 46 år og har været ansat i kommunale organisationer i de sidste 20 år. De seneste 4 år har han været kommunaldirektør i Næstved Kommune.

Del dette med dit netværk: