Udbud: Inddrag fagpersonale
Inddrager man fagpersonalet på de rigtige tidspunkter i de innovative indkøb, så kan offentlige indkøb bruges som strategisk værktøj. Det mener tre medarbejdere i Region Sjælland, der har været i Bruxelles for at samle inspiration. Såkaldte innovative offentlige udbud er blandt andet ideen om at inddrage de potentielle leverandører i hele udbudsprocessen for at udvikle det helt rigtige produkt – i stedet for at købe det, de alligevel har på hylderne, som mere traditionel tankegang ville foreskrive. Men hvis offentlige sundhedsudbud skal være rigtig smarte, skal der mere til.
Region Sjælland arbejder i disse år med at bringe patienterne i centrum af deres egen behandling og med deres specifikke behov for øje. Og her spiller både sundhedspersonalet ude på sygehusene men også udviklingskonsulenter i regionen en betydelig rolle. – Vi som konsulenter på sundhedsområdet skal have fokus på at bidrage med patientperspektivet, når det kommer til indkøb af eHealth-produkter og serviceydelser. Det forklarer Anne Dalhoff Pedersen. Sammen med sin kollega fra sundhedsafdelingen i Region Sjælland, Eva Ahrensburg, var hun for nyligt Bruxelles i forbindelse med en konference, som det EU-støttede indkøbsprojekt EPP eHealth var medarrangør af.
Projektets sjællandske islæt Thomas Holm, der er chefkonsulent i regionens indkøbsafdeling, havde opfordret de to sundhedsmedarbejdere til at tage med til konferencen. – Innovative offentlige indkøb kan bidrage til at få patienten i centrum ved at inddrage det sundhedsfaglige personale i hele indkøbsprocessen, siger han og fortsætter: – Det stiller krav til vores organisering af indkøbsprocessen. På den måde kan det være med til at stille krav til leverandørerne om, at de serviceydelser og produkter, de leverer, lever op til de krav, der er til behandlingen af den enkelte patient, lyder det.
I stedet for at Indkøbsafdelingen definerer specifikke krav til et produkt de gerne vil købe, beskriver de i samarbejde med fagkonsulenterne i højere grad et værdibaseret færdigt produkt. Det kunne være miljø- og allergivenlige hospitalsmadrasser, der signalerer regionens overordnede fokus på bæredygtighed. – Offentlige udbud skal bruges som strategisk værktøj for derved at styre markedet mere i retning af at udvikle produkter og serviceydelser, der løser de reelle behov, som patienter og sundhedspersonale tæt på patienten oplever, og samtidig fremmer regionens mål om bæredygtige indkøb i bred forstand, altså ikke kun økonomiske, men også socialt og miljømæssigt ansvarlige, tilføjer Eva Ahrensburg.
Kort om projektet EPP – eHealth (European Procurement Platform – eHealth): Projektets mål er at udvikle et netværk af offentlige sundhedsmyndigheder og en platform, hvor de kan udveksle erfaringer i forbindelse med indkøb af sundheds-it. Region Sjælland er blevet tildelt cirka 256.500 kroner (34.200 Euro). Partnerskabet består af otte europæiske partnere i alt. Fra Region Sjælland (og Danmark) deltager Sundhedsinnovation Sjælland og Region Sjællands indkøbsafdeling. Projektet er sat til at vare to år.