Dialog med værdi

Stjernholm leverede små bobler og store besparelser. Kaj Stjernholm (foto), ejer af virksomheden Stjernholm A/S har i praksis mødt BlueKoldings nye tilgang til indkøb og udbud. Han bød på en opgave til BlueKoldings centralrenseanlæg: – Vi blev udvalgt som én af tre tilbudsgivere, og så blev vi en del af en proces, vi ikke har prøvet før.

BlueKolding gik i dialog med os som tilbudsgiver om at optimere tilbuddet og finde frem til, om vi ville kunne løse opgaven både bedre og billigere, end vi umiddelbart havde forestillet os og regnet os frem til, forklarer Kaj Stjernholm. Han oplevede processen som god og lærerig, og det var ikke kun, fordi han endte med at få ordren til sidst. Når man byder på større anlægsopgaver, så er det både kompliceret og dyrt at lave et tilbud. Derfor har den dialog, som BlueKolding indbyder til, rigtig stor værdi. Man lærer virkelig noget, og dermed er man sikker på at få noget ud af processen, uanset om man ender med at få ordren eller ej.

Også virksomheder der ikke endte med at få ordrer, har rost processen og den nye måde at tænke og håndtere den på, fortæller BlueKolding. Og det bekræfter Aslak Skjøth, administrerende direktør i Aquagain, der også bød på opgaven. – Selvfølgelig er det træls, når man ikke får opgaven. Der går rigtig meget tid med at udregne sådan et tilbud og byde på opgaven, og når man ikke får den, så får man jo heller ikke noget for det arbejde. Når det så er sagt, så synes jeg faktisk, det er en god proces. Alene det, at man får mulighed for selv at præsentere sit tilbud og sin løsning frem for bare at aflevere et tilbud er positivt, og det er i hvert fald langt bedre end bare at skulle prostituere sig på prisen. Også i et samfundsmæssigt perspektiv er det mere rigtigt, at man vurderer den tekniske løsning frem for ren pris, siger Aslak Skjøth.

Del dette med dit netværk: