KL om sundhedsudspil
Tiden er kommet til at vende sundhedsvæsenet på hovedet. Efter årtiers massive prioritering af de specialiserede sygehuse, er det nu de nære sundhedstilbuds tur. Kun sådan kan vi løse de store udfordringer, som sundhedsvæsenet i dag står over for, og sikre, at alle borgere får et sundhedstilbud tilpasset deres behov.
Sådan lyder det i et nyt KL-udspil ”Sundhed for de mange – Et sundhedsvæsen tæt på dig og mig”, som spiller ind i Sundhedsstrukturkommissionens arbejde.
– Vi har i to årtier centraliseret behandlinger og skabt et specialiseret sundhedsvæsen for de få. Men vi har ikke samtidig styrket tilbuddene til de mange – altså dem med en eller flere kroniske sygdomme, de skrøbelige ældre og mennesker med psykiske lidelser. Dem, der lever med sygdom i hverdagen. Her slår vores sundhedsvæsen simpelthen ikke til i dag. Det er derfor løsninger for dem, vi skal have for øje, når vi tegner stregerne for fremtidens sundhedsvæsen, siger KL’s formand Martin Damm.
– I dag tilbringer de færreste lang tid på sygehusene. Heldigvis. Mange flere går på arbejde, er sammen med deres familier og lever et langt liv uden for sygehuset – med deres sygdom. Dét skal vi blive langt bedre til at imødekomme. Og dét gør vi ved at styrke de nære sundhedstilbud. Vi har talt om det år efter år efter år. Men aldrig gjort noget ved det. Nu må tiden altså være kommet til det nødvendige kursskifte, siger KL’s næstformand Jacob Bundsgaard.