Anklager om bestikkelse
Banedanmark politianmelder tidligere ansat for bestikkelse. Styrelsen har tillige fundet, at flere nuværende og tidligere ansatte har været involveret i kritisable forhold. De kan i visse tilfælde have været ulovlige.
Det oplyser Peter Jonasson, administrerende direktør i Banedanmark. Han kalder sagen for uacceptabel. – Vi har nogle tilfælde, hvor nogle medarbejdere har haft svært ved at kende forskel på vores og deres, og hvad man gør for vores eksterne entreprenører. Det er helt klart ikke i orden, siger Peter Jonasson, administrerende direktør i Banedanmark.
Banedanmark oplyser, at bl.a. en entreprenør har fået hjælp til at udarbejde tilbud på opgaver for Banedanmark, invitationer til betalte fester og arrangementer og sponsorat til en privat fodboldklub. En tidligere ansat er anmeldt for dette sponsorat, der var på cirka 4000 kroner.
Også entreprenøren, der har givet sponsoratet, er politianmeldt for bestikkelse. Banedanmark fik i sommeren 2018 henvendelser fra bl.a Berlingske om mistanke om bestikkelse, embedsmisbrug og tyveri. Mistanken var rettet mod 23 navngivne tidligere og nuværende ansatte i styrelsen.