45 AMBASSADØRER FOR DANSK VAND

Østjylland vil være Danmarks svar på Silicon Valley, når det kommer til virksomheder, der beskæftiger sig med vand. Derfor har en række østjyske virksomheder, forsyningsselskaberne Aarhus Vand og Skanderborg Forsyning samt Aarhus Universitets i disse uger inviteret 45 studerende fra hele verden til kursus på Låsby Kro.

Her lærer de studerende om, hvordan vi her til lands håndterer vores grundvand, drikkevand og spildevand. Det fortæller TV2 Østjylland. De 45 studerende kommer blandt andet fra Malaysia, Sydafrika, Portugal, Litauen og Tyskland.

 

– Kurset går ud på at skabe nogle ambassadører. Altså nogle unge mennesker, som forstår vandets sammenhæng. De studerende der kommer fra udlandet, skal gå hjem med en viden om, hvordan man driver bæredygtig vandforsyning, og hvordan man behandler vandet på en bæredygtig måde. Og de danske studerende, skal vi også have sendt ud i verden, så de kan være med til at gøre en forskel, siger Michael RamlauHansen, der er initiativtager for kurset Advanced Water Cycle management course, til TV2 ØSTJYLLAND.

Og ifølge Michael Ramlau kan de østjyske virksomheder lærer de udenlandske studerende en masse om, hvordan vand skal håndteres. – Vi er i Danmark noget nær verdensmester i at håndtere vandet på en bæredygtig måde. Vi er dem, der spilder mindst vand i verden, og vi udnytter spildevandet til at skabe energi og varme, og det er den viden, vi gerne vil have ud over landegrænsen, siger han.

Del dette med dit netværk: