Vil vækste 50% inden 2025
Fra bakgear til Gazelle . 20 år efter overtagelsen er ejerkredsen i Klingenberg Anlæg & Kloak A/S klar til næste fase af det glidende generationsskifte, der blev startet for 10 år siden. Susanne og Niels C. Hansen træder ud af ejerkredsen, men fortsætter i drift og bestyrelse. Sønnen Nicolaj Hansen ejer nu 90%, mens salgs- og tilbudschef Jesper Fohlmann fremover ejer 10% af virksomheden. De første år efter bygge- & anlægsbranchens krise i 2008-2010 var hårde ved mange entreprenører, maskinudlejere og anlægsgartnere. Klingenberg Entreprenør og Maskinudlejning ApS, der dengang beskæftigede 8-10 mand, var ingen undtagelse. Anlægsgartner og aut. kloakmester Niels C. Hansen og hans hustru Susanne købte i 2002 virksomheden af Bent Klingenberg, der havde overtaget faderens virksomhed i 1969. Parret oplevede 5-6 år med stabil drift i entreprenørforretningen, da finanskrisen ramte som en forhammer.
Nogle strategiske greb har vendt udviklingen. Det var ikke let, blandt andet fordi bankerne havde smækket kassen i over for branchens mange nødlidende virksomheder, og fordi mange projekter og opgaver ganske enkelt udeblev. – Den globale krise, der også havde ramt vores lille virksomhed, fik os til at tale om tingene i familien. Nicolaj kom med i virksomheden, og sammen med vores rådgivere blev vi enige om en ny strategi, der skulle skabe os en unik position i markedet, fortæller Niels Hansen.
I dag er Klingenberg Anlæg & Kloak gået fra ApS til A/S. Virksomheden blev kåret af dagbladet Børsen som Gazelle i både 2020 og 2021. Den har været nomineret til Greve Business Awards’ CSR-pris. Og Klingenberg beskæftiger nu flere end 45 medarbejdere og en række faste underentreprenører, der sikrer skalerbarhed og fleksibilitet i forbindelse med større entrepriser samt komplicerede og akutte opgaver