Inviter private aktører helt indenfor
Velfærds- og ældredebat …
Af Troels Yde Toftdahl, velfærdspolitisk chef, Dansk Erhverv
Business as usual er ikke en mulighed på ældreområdet. Danskerne har ikke tillid til kvaliteten, og der bliver færre til at forsørge flere. Samtidig oplever kommuner og private leverandører, der hver dag leverer høj kvalitet på trods af stadig sværere vilkår, bureaukrati og unødvendig dokumentation som en barriere for kvalitet og nærhed i plejen. Metodefrihed og tillid til den enkelte medarbejders faglighed kan sikre, at vi i fremtiden løser opgaven klogere og bruger flere ressourcer på kerneopgaven og mindre på administrative processer.
Men samtidig spøger ønsket om kontrol og styring i kulissen: For hvordan balancerer man ønsket om styring og kontrol med behovet for tillid til den enkelte medarbejder og leverandør?
De gode og dårlige regler. Regeringen mener, at der er for mange regler. Og det er jeg for så vidt enig i. Men det er dog vigtigt at skelne mellem forskellige slags regler. For det første findes der regler, som er til for at sikre, at borgernes rettigheder overholdes. Dem kan vi godt lide.
For det andet er der regler, som har til formål at dokumentere processer og arbejdsgange. Dem skal vi måske se lidt mere kritisk på og sikre, at de har til formål at sikre kvalitet og ikke alene gøre tilsynet tilfredse.
For det tredje er der regler, som tjener til at give den kommunale økonomistyring ro i maven, men som måske bidrager med mere forvirring og uigennemskuelighed end de giver klarhed og forudsigelighed. Den sidste to slags regler skal vi give en ordentlig overhaling.
Et sted at starte er at indføre et princip om, at personalet i ældreplejen udelukkende skal dokumentere det, som giver mening. Og det bør som hovedregel være op til den lokale leder eller leverandør at bestemme. Det, som skal dokumenteres ensartet og grundigt, er, hvordan den enkelte borger trives – hvad er det for en kvalitet, der leveres?
Det skal gøres med afsæt i en ny kvalitetsmodel, der har til formål at sikre, at der er sammenhæng mellem pris og kvalitet. Dermed får borgere, pårørende og lokalpolitikere bedre forudsætninger for at vurdere, om kommunen sikrer, at den enkelte borger modtager den hjælp, som der er behov for – og at hjælpen er af ordentlig kvalitet.
Jeg er svagt skeptisk. Samtidig skal vi se kritisk på styringsmodellerne i ældreplejen. Kan vi ændre måden, vi visiterer og kontrollerer på, så der kommer mere fleksibilitet og mere kvalitet i ydelserne? Og er kommunerne villige til at slække på de bureaukratiske bånd, hvis det kan give kvalitet til gengæld?
Det kræver et enormt mod fra Christiansborg, som må acceptere, at man ikke kan detailstyre ældreplejen og dermed ikke kan få point, når det går godt
Jeg er svagt skeptisk, da historien har vist, at ældreplejen styres af uigennemskuelige beregninger og styringsmodeller. Dette gør det umuligt at sige noget som helst meningsfuldt om sammenhængen mellem kvalitet og pris i den kommunale ældrepleje. Og det gør, at man som privat samarbejdspartner skal væbne sig med ualmindelige mængder af tålmodighed.
Der er altså behov for at bygge ældreområdet op på en anden måde. Udgangspunktet skal ikke være kontrol og styring, men derimod kvalitet og tillid.
Parterne på området skal sætte sig ned og definere, hvad det gode ældreliv er, og hvad det er for en ældrepleje, som vi vil have. Og så må man bygge systemerne op, så de understøtter kvalitetsarbejdet og ikke den anden vej rundt.
Overlad æren til kommunerne. Vi står i en spændende situation. For første gang i lang tid virker der til at være reel politisk vilje på tværs af Folketinget og blandt aktørerne til at skabe de nødvendige forandringer. Regeringen har med Astrid Krag i spidsen sat ambitionsniveauet højt, og der skal leveres.
Det kræver et enormt mod fra Christiansborg, som må acceptere, at man ikke kan detailstyre ældreplejen og dermed ikke kan få point, når det går godt. Den ære må man overlade til kommunerne. Og samtidig må man acceptere, at man ikke altid kan eller skal handle, når der er et problem (som regel i form af en ny regel eller pulje). Også her må kommunerne og deres samarbejdspartnere stå til ansvar.
I kommunerne skal man have modet til at sætte den lokale ledelse fri, lade medarbejderne bruge deres faglighed og til at invitere private samarbejdspartnere helt ind i kernen af ældreplejen. Vi er ikke konkurrenter. Vi er kollegaer.
