Fælles model skal løfte
Der skal handling til. Det kræver initiativer både politisk og fra branchen. Sådan lyder konklusionen af Danske Havnes årsmøde 2016. Transport- og bygningsministeren Folketingets transportordførere og erhvervshavnene er enige om sammen at finde en model, hvor havne anerkendes for deres rolle i transportkæden og har de rette rammer for at udvikle sig og flytte mere gods fra vej til sø.
Det er nyt, at der er en entydig politisk opbakning og vilje til at ligestille adgang til havnen fra sø og land. Offentlig investering i både blå og sorte adgangsveje bør blandt andet ses i sammenhæng med grøn omstilling af transportsektoren. Men lastbiler og havne hænger uløseligt sammen for at skabe effektiv godshåndtering i havne. Det er vigtigt at understrege.
Politisk er der også enighed om, at opstille kriterier for investering i adgang til havne, så pengene prioriteres, hvor der er størst samfundsøkonomisk afkast. Branchen bør bidrage med dokumentation for investeringspotentialet. Når politisk beslutning om investering i adgangsveje er truffet, så skal der være hurtigere fra beslutning til handling, lyder summen af konklusioner, som Danske Havnes netop tiltrådte nye direktør Bjørn B. Christiansen (foto) skal løfte.