Egedal – ”Årets Højdespringer”
Det mener organisationen Dansk Byggeri der netop har offentliggjort sin årlige rapport om kommunernes erhvervsvenlighed. Egedal Kommune tager det største hop af alle kommuner med en fremgang på hele 42 pladser, så kommunen nu er nummer 15 på landsplan.
Egedal Kommune tager i år et gevaldigt hop op af listen når det drejer sig om erhvervsvenlighed. Kommunen rykker fra nr. 57 i 2019 til plads nummer 15 i dette års rapport fra Dansk Byggeri om kommunernes erhvervsvenlighed. Den flotte fremgang betyder at Dansk Byggeri udmærker kommunen med prædikatet ”Årets Højdespringer” som tituleres den kommune, der tager det største hop på listen.
Egedal Kommune har som mål at være blandt de allermest erhvervsvenlige kommuner i hovedstadsregionen. Det mål er nået. Kommunen ligger på en flot 2. plads. Det glæder formanden for Kultur- og Erhvervsudvalget. – Det er intet mindre end fantastisk. Det her har vi arbejdet så hårdt på, nemlig at være en erhvervsvenlig kommune. Nu høster vi for den politik, vi har fulgt i de seneste år. Vi har haft stort fokus på samarbejde mellem vores skoler og vores lokale virksomheder, dækningsafgiften blevet nedsat med 50 procent og ikke mindst er der nu et tæt samarbejde mellem kommunen og de lokale virksomheder, siger Charlotte Haagendrup.
Vil ikke hvile på laurbærrene. Egedal Kommune har taget flere initiativer i de seneste år, og har haft en klar strategi om at blive en mere erhvervsvenlig kommune. Borgmester Karsten Søndergaard er naturligt godt tilfreds med kommunens rekordhop. – Jeg har en klar ambition om at Egedal Kommune skal være blandt de bedste i Danmark når det kommer til at være en erhvervsvenlig kommune. Det er vi nu. Men vi hviler ikke på laurbærrene, vi fortsætter indsatsen. Vi skal kunne tilbyde vores lokale erhvervsliv de bedste vilkår.