Syv går sammen
Holbæk, Kalundborg, Køge, Næstved, Ringsted, Roskilde og Slagelse har i fællesskab indkøbt et nyt økonomi- og lønsystem. Det betyder en millionbesparelse og mulighed for nye samarbejder.
De syv sjællandske kommuner har gennem det seneste år samarbejdet om i fællesskab at indkøbe et nyt it-system på løn- og økonomiområdet. Samarbejdet har dels haft til formål at skabe en attraktiv konkurrencesituation for kommunerne, og dels at muliggøre et bedre samarbejde kommunerne imellem.
– Vi er meget glade for, at samarbejdet om udbuddet har givet kommunerne en attraktiv pris, som for flere kommuner betyder årlige it-besparelser i millionklassen, lyder det fra Tomas Horsholm Therkildsen, kommunaldirektør i Næstved Kommune og formand for kommunernes styregruppe på området.
Fra 2018 til 2020 vil de syv kommuner løbende overgå til den nye løsning, og kommunerne arbejder nu på at kortlægge de områder, hvor det giver bedst mening at arbejde sammen i første omgang.
Etableringen af samarbejdet og gennemførelsen af udbuddet er sket med bistand fra Rambøll.