Svanemærket bæredygtighed på Hospitalskøkkener

For Bispebjerg og Frederiksberg Hospital er det ikke noget nyt at arbejde med bæredygtighed. Indsatsen tog for alvor fart i 2019, da politikerne i Region Hovedstaden opsatte mål for den grønne udvikling i hospitalskøkkenerne.

Da det i slutningen af 2021 blev muligt for storkøkkener at opnå Svanemærket så hospitalet det som en oplagt mulighed for at accelerere deres bæredygtighedsindsats: – Vi havde et ønske om at drive et hospitalskøkken, der forholdt sig bredere til bæredygtighed, og som gjorde mere, end de politiske målsætninger. Vi havde allerede gjort meget i vores arbejde med bæredygtighed, og med Svanemærket kunne vi se, at der var endnu flere parametre, vi kunne stræbe efter, og som kunne være med til at sikre, at vi blev ved med at udvikle mere bæredygtige praksisser, fortæller Michael Allerup Nielsen, enhedschef på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Miljøtiltag med stor effekt
For at opnå en certificering med Svanemærket skal køkkenet leve op til en række krav til bl.a. brugen af emballage og engangsartikler. Sidstnævnte er et område, som har været særligt udfordrende for hospitalskøkkenet, men ved at skære ned på brugen af bl.a. bakker og bægre, er det lykkes køkkenet at reducere deres forbrug af engangsemballage med 48 %.

– Til enkelte patientgrupper er vi nødt til at bruge engangsartikler pga. hygiejnemæssige årsager. Men så har vi kunnet spare engangsemballage væk på andre områder, og på den måde kan vi stadig gøre en aktiv indsats for at nedbringe belastningen på klima og miljø, mens vi fortsat tilgodeser patienternes behov, siger Michael Allerup Nielsen.

Resultater fra 2019-2023:

  • Reduceret den totale CO2-belastning på fødevareindkøb med 58 %*
  • Øget andel af økologiske mad- og drikkevarer til 95 %.
  • Reduceret madspild med 34 % og engangsartikler med 48 %.
  • Reduceret energiforbrug med 10,5 % fra 2021 til 2023.
  • Resultaterne blev nået uden en stigning i omkostningerne.

Kilde: Bispebjerg og Frederiksberg Hospital accelererer deres grønne omstilling med Svanemærket (svanemaerket.dk)

Del dette med dit netværk: