Lov om indkøb i en Corona-tid
Folketinget har vedtaget Lov om kommuners og regioners indkøb i forbindelse med håndtering af COVID-19.
Loven har til formål at modvirke likviditetsproblemer hos leverandører til det offentlige. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.
Med denne hjemmel kan Social- og Indenrigsministeren fastsætte regler om kommuners og regioners indkøb med henblik på at give kommuner og regioner samme beføjelser og pligter i forbindelse med håndteringen af COVID-19, som statsinstitutioner har.
Bemyndigelsen vil indledningsvis blive anvendt til at fastsætte regler om, at kommuner og regioner kan indgå aftaler med erhvervsvirksomheder om forudbetaling for den ydelse, kommunen eller regionen har bestilt levering af, også selv om dette er begrundet i, at erhvervsvirksomheden er i økonomiske vanskeligheder som følge af COVID-19-situationen.
En kommune/region kan også indgå aftale med en erhvervsvirksomhed om betaling for den ydelse, kommunen eller regionen har bestilt levering af, uden at afvente, at ydelsen leveres.
Det fremgår herudover, at Social- og Indenrigsministeriet har til hensigt at fastsatte regler, hvorefter kommuner og regioner kan undlade at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende over for en leverandør, hvis leverandørens misligholdelse kan henføres til COVID-19-situationen. En kommune eller region vil bl.a. i denne situation kunne undlade at gøre bodsbestemmelser gældende i tilfælde af forsinket levering af den ydelse, kommunen eller regionen har bestilt, forudsat at kommunen eller regionen ikke udbudsretligt er forpligtet hertil.
Loven, der kan læses her, ophører automatisk den 1. marts 2021.