Indkøbsaftale med besparelser uden kvalitetstab
Abena og SKI har indgået aftale om urologiprodukter. SKI arbejdet omkring denne aftale er resultatet af et tæt samarbejde med bl.a. kontinenssygeplejersker for at sikre, at produktkravene stemmer overens med kommunernes kvalitetskrav og prioriteringer.
Det bliver Abena A/S, der de kommende fire år skal levere urologiprodukter til de 65 tilsluttede kommuner på den nye fælleskommunale SKI-aftale 50.94 Urologiprodukter. Aftalen dækker et bredt sortiment af urologiprodukter som katetre, katetertilbehør, urinposer, urinposefiksering, uridomer, analpropper og vaginaltamponer. Alt i alt består aftalen af 293 varelinjer med flere varianter inden for hver produkttype, så brugernes forskellige behov kan imødekommes.
Samlet set vurderer SKI, at de 65 tilsluttede kommuner vil spare knap 10 pct. i forhold til de priser, de i dag giver for produkterne. – Brugere af urologiprodukter har meget forskellige behov. Det har derfor været vores ambition, at rammeaftalen skulle have et bredt sortiment, der både dækker kommunernes kvalitetskrav og prioriteringer og kan tilgodese borgernes individuelle behov. Det giver den nye aftale mulighed for – og så endda til attraktive priser – og vi er meget tilfredse med udfaldet, siger udbudsdirektør i SKI, Christian Lunding.