Erstat mistænkeliggørelse med samarbejde og dialog

– Vi vil samarbejdet og en fremtid, hvor vi sætter mennesket og dets selvbestemmelse i centrum. Og med denne invitation tilbyder vi vores fællesskab og en forpligtelse på udvikling af vores velfærdssamfund med fokus på kvalitet og mangfoldighed. Sådan skriver branchedirektør i DI – Dansk IndustriJakob Scharff, i et fælles opråb fra repræsentanterne for de selvejende, frie og private aktører på velfærdsområdet.

En fælles opfordring til politikerne lyder, at den tiltagende mistænkeliggørelse af ikke-offentlige tilbud skal erstattes af samarbejde og dialog. Dette så vi i fællesskab kan løse morgendagens velfærdsudfordringer. Derfor foreslår vi i artikel i  Berlingske en ny, national samarbejdsaftale om de fælles spilleregler på velfærdsområdet, så vi undgår mistillid. Velfærdssamfundet står over for store udfordringer. Vi mangler medarbejdere på næsten alle områder, vi mangler sengepladser på sygehusene og tidssvarende plejehjem. Samtidig stiger efterspørgslen efter velfærdsydelser.

Det sker, fordi vi lever længere, fordi flere børn end tidligere diagnosticeres, og fordi et fleksibelt arbejdsmarked stiller nye krav til institutioners åbningstider. Samtidig bliver vi færre til at udføre arbejdet og betale for opgaven. Vi bliver med andre ord nødt til at gøre noget nu, hvis vi vil sikre, at vi også i fremtiden har mangfoldige tilbud af høj kvalitet til børn, udsatte, patienter og ældre.

Men i dag er det politiske fokus mere på hvem, der må løse opgaverne, end hvordan og med hvilken kvalitet, de bliver løst. Det er en politisk-ideologisk tanke, der er næret af, at mantraet »man må ikke tjene penge på velfærd« og »det offentlige er den eneste legitime udbyder« har fået lov at brede sig og i dag styrer den måde, vi taler om velfærd. En ideologi der, hvis den ikke udfordres, vil betyde, at de løsninger og tilbud, vi som mennesker i fremtiden vil møde, vil blive ringere, færre og dyrere.

FÆLLES OPRÅB FRA DE PRIVATE, FRIE OG SELVEJENDE VELFÆRDSTILBUD

Del dette med dit netværk: