Efterlyser fakta om offentligt konsulentbrug
Socialdemokratiets udspil om at finde penge til mere velfærd og varme hænder ved at spare offentlige kroner til konsulenter, vækker harme i DI. Flere fagprofessionelle og universitetsprofessorer har været ude og kalde forslaget urealistisk og populistisk, da eksempelvis SOSU-hjælpere ikke kan stilles op som modsætning over for IT-konsulenter, som det offentlige gør stort brug af til f.eks. større IT-infrastruktur-projekter.
Henriette Søltoft, Branchedirektør i DI Rådgiverne: – Fakta er at mange dygtige konsulenter hver dag hyres som specialister på komplekse områder til at løse opgaver i staten og i resten af den offentlige sektor – for slet ikke at tale om den private sektor – i samarbejde med deres kunder. Når det offentlige hyrer eksterne konsulenter til at løse komplekse opgaver er det et udtryk for en fornuftig arbejdsdeling, hvor det offentlige fokuserer på sine kerneopgaver og køber bistand udefra, når de ikke selv besidder kompetencen.
– Lad os fokusere på samarbejdet og den værdi, der faktuelt skabes gennem samarbejdet mellem konsulenter og det offentlige, slutter – Henriette Søltoft.