DI: Forebyg konkurser
Konkurser i private hjemmeplejefirmaer får S og DF til at kræve en uafhængig undersøgelse. DI er positiv, men opfordrer samtidigt kommunerne til at bruge de eksisterende redskaber til at forebygge konkurserne. De ældre selv er nemlig glade for det frie valg. På trods af mediehistorierne om konkurser i private hjemmeplejefirmaer er de ældre glade for selv at kunne vælge, hvem der skal komme i deres hjem, siger Lars Bech-Jørgensen, chefkonsulent i DI.
Den private hjemmepleje har de seneste år været ramt en række konkurser, og nu vil Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti have undersøgt baggrunden for dem. Dansk Industri (DI) er positiv over for en undersøgelse af årsagen til konkurserne, men mener, at der også skal sættes større fokus på de vilkår de private leverandører skal levere hjemmehjælp under.
– Vi har selvfølgelig ikke noget imod at få større viden om, hvad der fører til konkurserne, men vi skal også se på de betingelserne de private leverandører har. Derudover er det vigtig at være opmærksom på, at kommunerne allerede har redskaber til rådighed, som de kan bruge til at forebygge konkurser. De kan eksempelvis stille krav om en bankgaranti, forbedre kvalitetskonkurrencen og have en tæt dialog med de private leverandører, siger Lars Bech-Jørgensen, som er chefkonsulent i DI.