Det Sydjyske Udbudssamarbejde (SUS) udvides
Et eksisterende sønderjysk fællesskab om udbudssamarbejde bestående af Tønder, Aabenraa og Haderslev, bliver nu udvidet med Sønderborg Kommune også en del af fællesskabet. Den 1.januar 2025 slår Sønderborg sig sammen med de tre kommuner om at lave fælles udbud på varer- og tjenesteydelser for at opnå mere rentable aftaler. Det betyder et farvel til KomUdbud.
Hele Sønderjylland er samlet, når Sønderborg Kommune træder ind i samarbejdet. Samarbejdet har et mål om at gennemføre fælles udbud på varer- og tjenesteydelser for at opnå mere rentable aftaler med afsæt i udbudsvolumen og geografisk nærhed. Hermed forstærkes samarbejdet mellem kommunerne.
Det glæder borgmester Erik Lauritzen: – Vi skal hele tiden være så økonomisk effektive som muligt i Sønderborg Kommune for at sikre velfærden over for borgerne til den billigste pris. Derfor afsøger vi løbende mulighederne for at gå sammen med andre kommuner. Vi kan se, at et sønderjysk samarbejde på det her område er det helt rette, som erfaringerne fra det fælles sønderjyske it-samarbejde, særligt på indkøbsdelen, også har vist. Ved en overgang til SUS, vil der også være en bedre geografisk mulighed for at lave udbud i Sønderjylland, som er til fordel for borgerne i Sønderborg Kommune, men også i de andre sønderjyske kommuner, siger han.
GODE IT-ERFARINGER. I december 2022 startede de fire sønderjyske kommuner et formelt samarbejde på it-området. – Dette arbejde er rigtig godt i gang og har givet nogle gode erfaringer med at foretage indkøb i samarbejde med de tre andre sønderjyske kommuner: Haderslev, Aabenraa og Tønder. Og samarbejdet viser, at der er synergier og potentialer ved øget samarbejde på it-området, som også har givet nogle stærke sparringsfællesskaber, hvor udbudskonsulenter fra de fire kommuner deler og sparrer om anskaffelser og udbudsmaterialer. Og det er derfor, vi skal være med i det sønderjyske samarbejde, siger Stephan Kleinschmidt, første viceborgmester.
Derudover har Sønderborg og Tønder kommuner gennemført et fælles udbud på danskuddannelse. Denne proces var positiv, og det var muligt at skabe synergier på grund af den geografiske nærhed og derved gøre det mere interessant for leverandørerne at få to kommuner som kunde.
Fakta:
Sønderborg Kommune er i dag medlem af indkøbsfællesskabet KomUdbud. Dette indkøbsfællesskab består af 15 kommuner geografisk spredt over Jylland og Fyn. Sønderborg Kommune har været medlem af KomUdbud siden 2012. De udbudsområder, der udbydes i regi af KomUdbud har i en årrække haft et stigende overlap til SKI aftaler, som betyder, at der for Sønderborg Kommunes vedkommende er færre og færre udbudskategorier, som giver mening at lægge i KomUdbud. Medlemskabet af KomUdbud er opsagt med virkning fra nytår.