Charter for godt og grønt indkøb

Det handler om kompetenceudvikling. Charter for godt og grønt indkøb er offentliggjort. I denne artikel, som vi har “lånt” fra Økonomistyrelsen, kan du læse mere om, hvad det betyder for dig, hvis du arbejder som udbudsjurist- eller konsulent i staten.

Charter for godt og grønt indkøb er offentliggjort og træder formelt i kraft ved en revidering af indkøbscirkulæret, som foretages inden længe. Formålet med charteret er både en generel professionalisering af indkøb i staten og et mere grønt fokus. Det skal blandt andet ske ved, at vi i staten arbejder endnu mere strategisk med indkøb og ved at sikre, at vi har de nødvendige kompetencer og redskaber til at købe klogt og grønt ind. Det er Økonomistyrelsen, der står bag charteret, og styrelsen vil i den kommende tid have fokus på at understøtte implementeringen af charteret, blandt andet gennem dialog og sparring med de enkelte ministerområder.

Arbejder du som udbudsjurist- eller konsulent? Flere af charterets standarder er særligt relevante for dig

Charter for godt og grønt indkøb sætter standarder for både indkøb og udbud. Rådgivningsenheden anbefaler, at alle som arbejder med indkøb og udbud orienterer sig i alle charterets standarder. For udbudsjurister kan det dog særligt være relevant at orientere sig i følgende af charterets standarder:

  • Alle medarbejdere, der har gennemførelse af udbud eller rådgivning om gennemførelse af udbud som hovedarbejdsopgave, skal gennemføre e-læringskurserne i kategori 2. Derudover skal alle relevante medarbejdere gennemføre Rådgivningsenheden – Statens indkøbs kompetenceudviklingsforløb (se charterets punkt 2.1.3 og 2.1.5).
  • Ministerområdet skal udarbejde strategiske planer, som fastsætter overordnede pejlemærker og retningslinjer for indkøb, samt specifikke indkøbsmål. Dermed kan der være behov for at orientere sig i de strategiske planer i forbindelse med udbud (se charterets punkt 3.1.1).
  • Ministerområdet skal forholde sig til POGI’s indkøbsmål og EU’s grønne indkøbskriterier i forhold til, om det er relevant for egne indkøb og udbud (se charterets punkt 3.2.1).
  • Der skal udarbejdes en proces for systematisk anvendelse af markedsdialog (se charterets punkt 3.2.5).

Charteret samt de relevante bilag kan du finde på Økonomistyrelsens hjemmeside

Læs mere om Rådgivningsenhedens kompetenceudviklingsforløb og se datoer for de næste forløb.

Hvis du har spørgsmål om charteret, er du velkommen til at kontakte Amalie Lykkeskov på amalyk@oes.dk.

Del dette med dit netværk: