Varme fra spildevand
Udover at varmepumpen udnytter varmen, så vil en positiv sideeffekt også være større biodiversitet qua et bedre fjordmiljø. Det vil det, da varmepumpen efterfiltrerer spildevandet, som fjerner en stor del af fosfor og suspenderede stoffer i udløbsvandet, hvilket er en fordel for både fugle og fisk. – Men det er ikke de eneste gevinster. For når vi tilfører varmt vand til fjernvarmenettet fra Bjergmarken Renseanlæg, vil det medføre, at temperaturen og derved også varmetabet i hele hovedcentral-nettet kan sænkes. Og derved sparer vi endnu flere penge til fordel for vores kunder, fortsætter Lærke Ærenlund.
Varmepumpen vil resultere i, at 14 % af den samlede mængde fjernvarme i Roskilde bliver grønnere og samtidig lokalt produceret. Det svarer til 3500 husstandes årlige fjernvarmeforbrug. Fjernvarmen produceres ved at hive varmen ud af det færdigrensede spildevand på Bjergmarken Renseanlæg, som dagligt håndterer spildevand fra ca. 50.000 kunder. Fjernvarmen bliver herefter ført fra renseanlægget til Møllehusvej, hvor varmen bliver sendt videre ud i det eksisterende fjernvarmenet.