Fjernvarmen – svar på tiltale …
Præget af lav produktivitetsvækst, høje priser og dårlige rammebetingelser for konkurrence, sådan lyder Konkurrencerådets og Forbrugerstyrelsens vurdering af den danske forsyningssektor! Den vurdering får ikke mange varme ord med på vejen fra Dansk Fjernvarme, der i mediet EnergiWatch kalder kritikken for helt skæv.
Forsyningstilsynets effektiviseringsanalyser, der blev offentliggjort i april måned, bliver nu gennemgået teknisk for både vand, el og varme. Analysen for varmesektoren viser, at der kan spares et sted mellem 800 mio. og 1,5 mia. kr. om året frem mod 2030. Den analyse, giver man altså ikke meget for i fjernvarmekredse.
– Vurderingen er for snæver i sit syn og forholder sig ikke til ønsket om grøn omstilling hos både forbrugere, politikere og forsyningssektoren selv, lyder modsvaret.
NYE TAL FRA FJERNVARMEN. Nu fremlægger Dansk Fjernvarme så nye tal for fjernvarmepriserne, der gennemsnitligt er faldet med 10 pct. siden 2014. Det skriver EnergiWatch. Det anføres, at der har været et markant fald i antallet af selskaber med varmepriser på over 20.000 kr., prisforskellene bliver mindre, og selskaberne konsoliderer sig. Det viser branchens egen spritnye opgørelse, der udpensler, at det er helt og aldeles forkert, når Forsyningstilsynet konkluderer, at der er store effektiviseringspotentialer i varmesektoren
– Vores medlemmer har leveret det, der blev forventet af dem. Nemlig grøn og ansvarlig omstilling samt billigere priser for deres kunder. Det er klart, at vi skal have alle selskaber med, når vi fortsætter den gode udvikling, vi har leveret de seneste 10 år, lyder det fra Dansk Fjernvarme