Digitale læremidler
Kommunernes investeringer i digitale læremidler har været støt stigende siden begyndelsen af 2012. Medfinansiering og støtte til indkøb af digitale læremidler har skabt mulighed for, at kommunerne i fire år har investeret massivt i digitale læremidler, der kan bidrage til mere motiverede elever og differentieret undervisning. En opgørelse fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling viser, at kommunerne i 2015 har brugt 63,5 mio. kr. ud af de afsatte 65 mio. kr. i puljen til medfinansiering af digitale læremidler. Således har kommunerne i 2015 udnyttet 97 pct. af puljemidlerne.
Kommunernes forbrug af medfinansieringspuljen indikerer, at skolerne fortsat er i en vigtig omstillingsproces, hvor medfinansieringspuljen understøtter, at it i stigende grad integreres i folkeskolen, hvilket hjælper med at skabe mere varierede undervisningsformer, mere motiverede elever og styrke undervisningsdifferentiering, så alle elever kan blive så dygtige, som de kan. Med tilskuddet fra puljen er efterspørgslen blevet stimuleret, og det har resulteret i et langt større udbud af digitale læremidler, så kommunerne i dag har mere at vælge imellem. Via puljen kan kommunerne få medfinansieret 50 pct. af deres udgifter til digitale læremidler.
Opgørelsen over kommunernes forbrug af puljemidlerne i 2015 viser, at mange kommuner bruger flere penge på digitale læremidler end det, de kan få tilskud til. I 2015 søgte samtlige 98 kommuner om tilskud fra puljen, og sammenlagt har kommunerne indberettet indkøb for cirka 148 mio. kr., selvom de kun har kunnet få medfinansiering til udgifter svarende til 130 mio. kr.