OPP-alliance: Havne & PFA

Danske havne går nu sammen med PensionDanmark ind i projektet med en investering med ca. 1 mia. kr., der skal bidrage til at fastholde de gode priser, som Femern A/S modtog i september 2015. De mange mindre havne på Lolland og Falster er i fuld gang med udvidelser. EU har bevilget 2 mia. kr. til Femern-projektet, og havnene har med støtte fra PensionDanmark afsat 1 mia. kr. for at kunne tage imod de 25 mio. tons skærver, der er behov for. Skærverne kommer fra Norge, hvor klippen Holme Kollen skal nedbrydes for at skabe plads til udvidelse af Oslo Havn. De mange millioner ton skal bruges til det nye dobbeltspor til Femern-forbindelsen og til anlægsarbejde på tunnelen. Når skærverne ankommer, skal de omlastes til lastbiler. Det forventes, at 35 lastbiler med anhængere vil køre i døgndrift på vejene i tre år, hele året rundt.

For at støtte havnene er der indgået et Offentligt Privat Partnerskab (OPP) med PensionDanmark, der længe har ønsket at indgå som partner på offentlige projekter. Adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen, er også yderst tilfreds: – Endelig er det muligt for os at indgå i partnerskab om dansk infrastruktur. Vi ved, at de danske havne er konkurrencedygtige, og vi ser frem til samarbejdet og til at bidrage med vores store viden om OPP, som vi har fået i både ind- og udland. Det er ingen hemmelighed, at vi længe har presset på for flere store, danske OPP-projekter, som vi kan støtte.

Anlægsarbejdet på sænketunnelprojektet kan ikke igangsættes, før der foreligger en tysk myndighedsgodkendelse. Kontrakterne og havnenes investering vil derfor være betingede af en endelig tysk godkendelse. Danske Havnes direktør Gitte Lillelund Bech (foto) udtaler: – Med mit kendskab til tysk politik forventer jeg, at der snart kommer en endelig tysk myndighedsgodkendelse. Specielt det nye OPP-samarbejde, der kobler PensionDanmark og de danske havne sammen, og som er opstået som resultat af Danske Havnes partnerskab med det tyske finansielle konsulenthus Rans Lirpa Finanz GmbH, vil presse tyskerne til en hurtig myndighedsgodkendelse. I Danske Havne er vi altid glade for at kunne bistå vores medlemmer.

Del dette med dit netværk: