Meget mere vindenergi
Energistyrelsen offentliggjorde den 20. november 2025 udbudsmaterialet for i alt 2,8 GW havvind fordelt på de tre havarealer Nordsøen I Midt, Nordsøen I Syd og Hesselø. Nu er fristen for at byde på to havarealer udløbet – og der er afgivet bud på begge arealer.
Udviklere, som har budt med den laveste garanterede elpris, vil få lov til at opføre havvindmølleparkerne, som skal levere strøm til elnettet i begyndelsen af 2030’erne. Inden vinderne af udbuddet bliver fundet, skal Energistyrelsen dog først sikre sig, at de vindende bydere har ret til at investere i Danmark og ikke modtager udenlandsk statsstøtte.
Byggeriet af havvindmølleparker er således på vej tilbage på sporet efter flere år med stilstand og forliste udbud.
KRITISK TID. – Det har været kritiske halvandet år siden det forliste udbud af havvindmøller i december 2024, så udbuddet er en tiltrængt succes. De kommende havvindmølleparker vil levere store mængder grøn strøm, som vi skal bruge til at drive vores elektriske samfund. Sådan siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.
– De høje priser på olie og naturgas, som vi oplever lige nu, minder os om, hvor sårbare vi er, så længe vi er afhængige af importeret fossil energi. Et samfund, hvor biler, fjernvarmeværker og virksomheder kører på grøn strøm, er stærkere, grønnere og mere sikkert, lyder kommentaren.

