Er bæredygtige indkøb vejen?

Af Claës Hagström, claes@udbudsmedia.dk

Debatten om bæredygtige indkøb har fået substans. Den har flyttet sig fra særinteressernes periferi til centrum og en del af tidens nok største landspolitiske emne. Men debatten afslører mangel på viden om konsekvenser og dermed en strategisk retning.

Vejen er unægtelig banet for tidens store emne, bæredygtige indkøb. Fragmenter af et overordnet mål har længe sat sig spor i bestræbelserne på at præge tankegangen i offentlige udbud og indkøb. Således TCO, Total Cost of Ownership, i opgøret med at indkøb blot skal være billigst muligt. Også Grønne Indkøb, som POGI med ihærdighed har promoveret, skal nævnes i denne forbindelse.

Tilsvarende har bæredygtighed længe været et fremtrædende plusord. Og senest har FN bidraget med sine Verdensmål. Der er ikke grænser for, hvor mange produkter og løsninger der ikke smykker sig med disse egenskaber, når de vises frem i virksomhedernes digitale udstillingsvinduer.

Hvor skal vi hen, du?
Med den nye regering er der tilmed kommet en klimalov på bordet. CO2-udledningen skal sænkes med 70 pct. Denne markante ambition har leveret ammunition til debatten om retningen i de offentlige udbud og indkøb.

Hæver man blikket over de mange velmente råd og retter det mod eftertænksomheden, åbenbarer der sig et relevant behov for de 1,5 milliarder kroner til grøn forskning, som et enigt Folketing øremærkede for nylig. End ikke i akademiske kredse hersker der endnu enighed. Vil det rykke på den grønne omstilling, hvis pengene bliver brugt så bæredygtigt som muligt?

Med andre ord: Kan den grønne omstilling nås, hvis politikerne i stedet for forskningsbevillingen på 1,5 mia. kroner øremærkede over 200 gange så meget til bæredygtige indkøb, svarende til de omtrent 300 mia. kroner den offentlige sektor hvert år køber ind for hos private leverandører? For som det er i dag, er der ingen styring af den enorme indkøbsmuskel.

Men er det rent faktisk en god idé at koble offentlige indkøb sammen med bæredygtighed?

Sönnich Dahl Sönnichsen, ph.d.-stipendiat ved Copenhagen Business School, arbejder på en afhandling om cirkulær økonomi med fokus på offentlige indkøb. En tankegang som handler om at bevare materialer og produkter i det økonomiske kredsløb med den højest mulige værdi længst muligt.

Sönnich Dahl Sönnichsen ser de ca. 300 milliarder kroner som en enorm offentlig indkøbsmuskel. En muskel, som kan være med til at flytte udviklingen i Danmark i en mere bæredygtig retning.

Han mener derfor, at Dansk Erhverv og Dansk Industri har fat i noget rigtigt, når de, som tidligere omtalt i Udbudsmedia.dk, taler om at kombinere bæredygtighed og offentlige indkøb. Og det med den rimeligvis tilsigtede virkning, at det vil få danske virksomheder til at udvikle flere bæredygtige løsninger til den offentlige sektor, som i sidste ende også kan sælges til de private forbrugere.

Så kan det godt være, at nogle indkøb bliver lidt dyrere i det enkelte budgetår, påpeger Sönnich Dahl Sönnichsen. Men udbud tilrettelagt efter fx cirkulære økonomiske principper kan give mere bæredygtige indkøb til en lavere omkostning i det lange løb – altså besparelser over flere budgetår.

Penge brugt på det ene kan ikke også bruges på det andet
Men er så den cirkulære tankegang og de grønne indkøb blot sympatiske ideer uden reel virkning? Til en vis grad, mener Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring på Aalborg Universitet. Han ser flere faldgruber i blindt at pådutte de offentlige indkøbere at handle bæredygtigt. Han peger på, at hvis indkøbene fx bliver dyrere, betyder det mindre penge til velfærd og derfor utilfredse borgere.

Til DJØF-bladet 10. ds siger han: ”Det kan også være svært at definere, hvad et bæredygtigt indkøb præcis skal indebære. Er det fx bæredygtigt at købe økologisk mad i de tilfælde, hvor de ikke-økologiske alternativer faktisk er bedre for klimaet? Og hvad med de varer, som ikke kan købes i en bæredygtig variant?”

Per Nikolaj Bukh sætter også spørgsmålstegn ved, hvor omkostningseffektive de bæredygtige indkøb vil være – og spørger, om det ikke bedre kan betale sig at bruge pengene andre steder.

”Ekstraprisen, som vi betaler for bæredygtige varer, kan give en relativt lille CO2-reduktion, i forhold til hvad man ellers kunne få for pengene. Ville det ikke være mere effektivt at investere i el-nettet, så det kan oplade elbiler, end fx at købe CO2-neutrale elastikker til en skole?” spørger Per Nikolaj Bukh.

Han pointerer, at det nok også er smartere at stille krav til bæredygtighed direkte til de forskellige brancher i stedet for at gøre det indirekte gennem offentlige indkøb. Fx ved at stille klimakrav til taxabranchen i stedet for at kræve, at offentlige rejser skal være klimavenlige.

De ultimative beslutningstagere, Folketingets politikere, er, ikke uventet, ret så uenige med hensyn til konkrete tiltag. DJØF-bladet har spurgt dem, om de vil bakke op om en lov, som kræver, at alle godt 300 milliarder indkøbskroner bliver brugt så klimavenligt og bæredygtigt som muligt.

”Nej,” var det korte svar fra Peter Seier Christensen fra Nye Borgerlige. Han formoder, at kravet vil forøge det offentlige budget, hvilket ikke er partiets politik.

Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance vil heller ikke støtte en lov om bæredygtige indkøb. Han mener, at klimaindsatsen skal være omkostningseffektiv. ”Altså at vi sørger for, at vi får de størst mulige reduktioner for de penge, vi bruger. At gøre offentlige indkøb grønnere er kun et godt middel, hvis det er en billigere måde at opnå reduktioner på end andre metoder.”

Helt modsat svarer Rasmus Nordqvist fra Alternativet: ”Det er fuldstændig i tråd med vores politik, og vi har selv foreslået det, så det vil vi gerne støtte op om.”

Både Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og det Konservative Folkeparti ser positivt på idéen. De to sidstnævnte tager dog forbehold for, at det ikke må blive for dyrt.

Radikale Venstre, SF og Socialdemokratiet har ikke svaret. Heller ikke klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) havde tid til at svare. En pressemedarbejder fra ministeriet henviser dog til side 5 i forståelsespapiret mellem regeringen og dens støttepartier. Her står der, at regeringen “vil inddrage interessenter” i bl.a. ”… omstilling af den offentlige sektors indkøb, så det i højere grad understøtter den grønne omstilling.”

Del dette med dit netværk:

Skriv en kommentar

avatar