Aarhus: Ros for nytænkning

Af Claës Hagström, Redaktør Udbuddets Blå Bog,
UdbudsMedia.dk

Indkøbs- & Udbudsafdelingen i Aarhus Kommune er netop tildelt “Dialogprisen” for 2016. Bag nomineringen til denne pris prisen står en kreds af leverandører.

Leverandørerne begrunder nomineringen med, at Aarhus Indkøb & Udbud altid beredvilligt stiller op til leverandørdialog og workshops. Som man ser det fra leverandørsiden, bruges der også efterfølgende de nødvendige ressourcer på at arbejde aktivt videre med de udviklingsforslag og den viden, der er fremkommet via dialogmøderne.

Grundlaget for denne nytænkning – og altså pristildelingen – er en ændret strategi for anvendelsen af ressourcerne i Indkøb & Udbud. Og effekten: fokus og tidsforbrug er flyttet fra gensidig kontrol til gensidig forretningsudvikling. Et væsentligt redskab i realiseringen af den nye strategi er den Punch-Out (OnLine e-katalog/web) løsning, Indkøb & Udbuds har taget i brug. Dermed er der gjort op med at bruge MANGE ressourcer, hos leverandører og i egen organisation, på at håndtere statiske e-kataloger. En strategisk beslutning, der ifølge Aarhus Kommune har frigjort ressourcer i Indkøb & Udbud, der nu kan bruges på forretningsudvikling i stedet for simpel drift. 

Aarhus Kommune Indkøb & Udbud står nu i allerforreste række, når det gælder udvikling af udbud der ikke blot kører på ”laveste pris”, og flere leverandører oplever, at Aarhus Kommune lever op til målsætningen om at gennemføre udbud, der giver mening for brugere, kommunen og leverandøren, lyder budskabet videre.

Det er fra leverandørernes side oplevelsen, at Aarhus Kommune Indkøb & Udbud mener, hvad de siger. 

Her på redaktionen hæfter vi os også ved den åbenhed, der kendetegner adgangen til at kontakte Indkøb & Udbudsafdelingen i Aarhus Kommune. Oplysningerne fremgår klart og tydeligt af kommunens hjemmeside.

Både viljen og evne til åben og let adgang til oplysningerne demonstreres tydeligt!

Her kan andre kommuner lære rigtig meget, for alt for ofte støder man desværre på det stik modsatte. Om det er bevidst kommunikations-strategi eller, skulle vi kalde det, mangel på samme, lader vi være usagt. Uanset svaret må man undres. For initiativerne til at effektivisere indkøbs- og udbudsmarkedet har de senere år været talrige. Senest har vi set den nye udbudslov og før det har Kommunaldirektørforeningen slået til lyd for åbenhed i forvaltningen.

Initiativer af den kaliber har vi fulgt op på i UdbudsMedia.dk ved at søsætte Udbuddets Blå Bog. I al beskedenhed er vort motiv alene at bidrage til et mere effektivt marked med en højere grad af konkurrence. Midlet er netop åben adgang til beslutningstagerne i den offentlige sektor. Hvem er hvem, og hvordan får man dem i tale. Disse spørgsmål fortsætter vi med at få besvaret.

I bestræbelserne på dette, er vi Aarhus Kommune taknemmelig. De har vist vejen!

Foto: Annette Juhl Winther, Chef for Aarhus Indkøb & Udbud

Del dette med dit netværk: