Vil fange 500.000 tons CO2 om året

Copenhagen Infrastructure Partners (CIP)og Vestforbrænding  har indgået en investerings- og samarbejdsaftale om at stifte et joint venture-selskab med henblik på i fællesskab at udvikle, bygge og drive et CO2-fangstanlæg på Vestforbrændings matrikel i Glostrup.

Vestforbrænding er et af Danmarks største affalds- og energiselskaber og er ejet af 19 kommuner på Sjælland. Projektet er et vigtigt skridt for Vestforbrænding mod markant at reducere CO2-udledningen fra affaldsforbrændingen.

CIP vil gennem deres Energy Transition Fund I (CI ETF I) eje en majoritetsandel af joint venture-selskabet i bygge- og driftsfasen. Derudover er der indgået en røggasaftale mellem parterne, hvorefter Vestforbrænding leverer røggas fra affaldsforbrænding og joint venture-selskabet foretager CO2-fangst. Anlægget forventes at fange cirka 500.000 tons COfra Vestforbrændings forbrændingsanlæg, der skal transporteres og lagres permanent i undergrunden.

Den indfangede CO2 svarer til 11 % af den samlede CO2-udledning i hovedstadsområdet (2021). Projektet kommer til at bidrage til den danske regerings mål om permanent at lagre 2,4 millioner tons COinden 2030 og 34 millioner tons COinden 2045.

En del af den indfangede COskal bidrage til Vestforbrændings mål om CO2-neutralitet. Resten udbydes til potentielle aftagere, der ønsker at bidrage til klimaindsatsen.

Joint venture-selskabet forventer således at indgå langsigtede aftaler om salg af kreditter, og indtægterne fra disse skal bidrage yderligere til projektet. De frivillige kreditter giver klimabevidste virksomheder en unik mulighed for at tackle rester af egne emissioner og samtidig bidrage til sikker håndtering af restaffald. Derudover vil projektet bidrage til Vestforbrændings udrulning af fjernvarme, hvor overskudsvarme fra CO2-fangstprocessen vil blive udnyttet i fjernvarmenettet.

– Det er afgørende for Vestforbrænding og vores ejere, at vi reducerer vores direkte klima- og miljøpåvirkning til et minimum. Derfor har vores bestyrelse sat et mål om at opnå CO2-neutralitet inden 2030. Vi arbejder stålfast mod dette mål, og partnerskabet med CIP gør os endnu mere håbefulde på at nå det. Nu er vores fokus på samarbejdet med CIP, så vi kan arbejde hårdt og tæt sammen på at etablere et CO2-fangstanlæg på Vestforbrænding. Anlægget vil desuden være et væsentligt bidrag til at nå Danmarks klimamål, siger Steen Neuchs Vedel, direktør hos Vestforbrænding.

Gennemførelsen af projektet afhænger af en række projektaftaler og er i sidste ende betinget af et tilskud fra Energistyrelsens CCS-pulje samt godkendelse fra de kompetente myndigheder i henhold til investeringsscreeningsloven.

Foto: Underskrift af aftalen mellem Vestforbrænding og CIP. Nikos Samaritis, director CIP (tv.), Steen Neuchs Veden. direktør Vestforbrænding (mf.) og Jan Petersen, stabschef og leder af CO2-projektet på Vestforbrænding Vestforbrænding

Del dette med dit netværk: