Videnskab og erhverv rådgiver Frederiksberg Kommune om bæredygtighed

Af Claës Hagström, claes@udbudsmedia.dk

Samspil mellem eksterne profiler og Magistraten viser vejen til en bæredygtig fremtid på Frederiksberg.

Den konservative Frederiksberg Kommune viser nu vejen til en bæredygtig fremtid. Med sit bæredygtighedsråd bliver standarden sat for den bæredygtige omstilling på hele Frederiksberg. Det sker ved at rådet giver Magistraten (økonomiudvalget) konkrete råd om projekter under kommunens klimafond samt inspirere til løsninger.

”Med bæredygtighedsrådet får kommunen højt kvalificeret rådgivning og inspiration til at udvikle og implementere nye grønne, sociale og økonomisk bæredygtige løsninger, der kan hjælpe os med at indfri ambitionerne i FN’s verdensmål. Det bliver et fyrtårn i vores indsats for at gå forrest med bæredygtige løsninger”, udtaler borgmester Simon Aggesen (K) til FrederiksbergLIV og supplerer:

”Vi vil være CO2-neutrale i 2030, være Danmarks el-bilby nummer ét og vi vil fortsat være en rummelig by med en social balance, hvor der er plads til både direktøren og håndværkeren og folk med forskellige indkomster og baggrunde”.

Bæredygtighedsrådet er etableret for en to-årig periode og sammensat af ti eksperter fra både offentlige og private aktører, der repræsenterer kompetencer inden for miljø og klima samt økonomiske og sociale forhold.

Rådets ti medlemmer er: Katherine Richardson, leder af Sustainability Science Center, Københavns Universitet; Lars Aagaard, administrerende direktør, Dansk Energi; Nikolaj Malchow-Møller, rektor, Copenhagen Business School; Katrine Krogh Andersen, dekan, Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet og Lotte Jensen, direktør, VIVE samt Anders Eldrup, bestyrelsesformand, Danmarks Grønne Investeringsfond; Stine Kirstein Junge, privatsektoransvarlig og formand for SDG Accelerator, UNDP Danmark; Heidi Boye, landechef, Too Good To Go i Danmark; Ellen Højgaard Jensen, direktør, Dansk Byplanlaboratorium og Maria Flora Andersen, direktør, Student & Innovation House.

Del dette med dit netværk:

Skriv en kommentar

avatar